Beologisk Institut

Jeg prøver i øjeblikket at overbevise mig selv om, at jeg ikke har det alt for jazzet som sådan. At jeg burde opsøge en eller anden tankesnedker, som kunne peppe mig lidt op. Hjælpe mig med at få en ny barndom.

Men jeg ved jo godt hvordan et sådant møde vil forløbe. Jeg vil komme i fortrinligt humør af at sidde sammen med et dannet og sikkert humoristisk og empatisk menneske. Den slags er jo helvedes smitsomt.

Se nu bare i dag, ikk? Jeg opdagede pludselig, at det var i dag klokken tre jeg skulle hen til min forfatterkollega Jakob. Han har lånt mig 1. sæson af 'Mad Men', og vi havde aftalt at han gav kaffe hvis jeg kom med DVD'erne.

Ergo hankede jeg op i mit dårlige lune og cyklede afsted mod en sidevej til Borups Alle. Jakobs kone, Gitte var der også. Hun serverede hjemmesmadret jordbæris og en lille skål superfood med forskellige nødder og kakaonibs.

Jeg ved ikke om det var de sunde antioxidanter. Men jeg havde ikke været der i mere end to minutter, før jeg havde det som den økologiske blomme i et økologisk æg.

I tre timer hyggede vi os med masser af god snak om alting et liv kan bestå af. Jakob har en datter på seksten år og jeg har en datter på seksten år. De hedder det samme til fornavn. Spøjst, ikk?

Min pointe er, at hvon fanden kan jeg påstå at jeg ikke har det gennemgående godt, når jeg kan have det så godt ved at sidde og tale sammen med nogle rare, kloge og åbne mennesker?

Jeg kender godt svaret. Du behøver ikke at hjælpe. Men det er godt nok alligevel tankevækkende at jeg insisterer på at være utilfreds, muggen, vrissen, vrippen, vranten, mavesur, trist, gnaven, knarvorn og alment umulig...når der findes alternativer.

Måske kunne jeg selv bestille en ny barndom? På nettet? Den er sikkert monsterdyr. Men man kan vel gnave det af?  

Normalt kan min lille halvanden værelses ikke tåle besøg af fotografer fra 'Vor Bolig' eller 'Skønne Hjem'. Mit hjem bærer mestendels præg af at der bor en mand som ingen aktuelle planer har om at komme i ugebladene.

Men lige nu kunne det sagtens komme med i 'Hammerslag' eller 'Kender du tubaen". Siden i går har jeg ikke bestilt andet end at gøre rent, rydde op og pudse vinduer. Der kunne sandt for dyden at sige holdes nonnekongres hos mig. No sweat. Og hvorfor så det?

I dag skulle jeg have besøg. Igen. Jeg skal jo flytte. Ovenpå. Om en måneds penge. Fra første sal til anden sal. Man kan sige at jeg bliver min egen overbo. Lejligheden deroppe er lissom min, men da jeg hørte den blev ledig, gik der Jens Lyn i det.

Det kan lyde mystisk at jeg gider flytte en etage op til en tilsvarende lejlighed, men jeg gør det for kun at have en underbo. Fri for at høre andre gå rundt ovenpå end rotterne på loftet. Og der er ingen rotter på loftet.

Jeg er lydhysterisk og gider ikke høre hæle mod afhøvlet gulv, hvis jeg kan blive fri. Det kan jeg nu og til den samme husleje. Og hvor længe tager det at løbe to trapper op med en seng, en sofa og lidt indbo?

I dag skulle jeg vise lejligheden frem for tredje gang. De to første har sagt nej tak, og jeg begyndte at blive lidt smånervøs for at ventelisten ikke kunne fremtrylle en ny lejer på kort tid.

Jeg kunne risikere at hænge på dobbelt husleje i en måned, og det er dumme penge at sætte til. Så denne gang ville jeg gå meget langt for at den besøgende ville få lyst til at bo i min lejlighed og få mig som sin nye overbo.

At gøre rent i krogene og sætte ting på plads, ja endda at lægge tøj sammen og placere det i tøjskabet, gør jeg ikke uden et højere formål. Jeg får semiallergi af støv. Aflyste hurtigt min tid i lydstudiet. Jeg kan ikke koncentrere mig når jeg skal andre vigtige ting. 

Det gik vist præcis som jeg havde håbet. Kvinden havde en frisk veninde med som stillede gode praktiske spørgsmål. Da de gik sagde hun at hun gerne ville have lejemålet. Jeg krydser springfingre på at det holder. Hun målte op og noterede ned. Det kan vist ikke kikse.

Den er hjemme. Op ovenpå. Anden til venstre. Jeg skal først fjerne det enorme klædeskab i kammeret her på første. Hvon fanden smadrer man et træskab? Jeg må have stedsønnen til at puste til det.

Midt i mit sterile hjemsted, glæder jeg mig til at rykke opad. Mod lyset. Ingen naboer. Ingen overbo. Kun mig og underboen og tordenbølgen af biler nede på ringvejen. Jeg vil vinke til dem i dagevis med begge hænder. Indbundne eller ej....ja, altså hænderne.     

Dejlig dag. Endnu en. Det er i sådan et vejr man gerne vil være fødselsdagsbarn. Om et par timer skal jeg til grillaften for at fejre netop sådan ét. En ung mand. Han er stor og stærk og der er vel ikke en eneste sky på hans himmel. Nå ja, hans syv måneder gamle datter er lidt småsyg. Små hvide lammeskyer gør den blå farve endnu smukkere.

Han skal have en kæmpe krammetur. Ham, jeg stadig kalder min dreng, selv om han fylder 24 år.

Solen skinnede også den dag jeg som syttenårig mistede min far. Ikke at man bagefter kunne mærke på mig at der var sket noget særligt. Det synes jeg den dag i dag er problematisk. Måske reagerede jeg ved at lukke af for følelserne, så der i det mindste var een rationel person tilbage i den lille familie. Min mor åbnede for følelserne, da det gik op for hende at hendes mand kun skulle leve i erindringen fremover.

Det var sandelig også en smuk morgen, da jeg mistede min mor. Meget tidligt om morgenen. Jeg smilede da det skete. Og græd lidt. Min søster og jeg holdt vores mor og hinanden i hånden. Lægen skruede ned for den medicin, som holdt den lille superkæmpe af en kvinde i live. Jeg tænkte kun på at det var en lettelse at hun endelig fik fred. Hun havde været syg længe.

Det er seks år siden. Plus minus et par år. Jeg har svært ved at huske den slags tal. Faktisk kommer det også lidt bag på mig at min stedsøn er i midten af tyverne. Det er som om han stadig er 21. Eller to år gammel og fuld af fart og glæde, da han stikker af fra mig på små gungrende strømpefødder. Jeg passede ham alene for første gang. Vi havde det skægt og har haft det på samme måde siden hen. Han er en god dreng. Brune øjne. Smilehul.

Jeg har det også som om jeg er en dreng. Det er jeg ikke. Og jeg ved udmærket godt hvor gammel jeg er. Snart har jeg fødselsdag. Er det ikke forkert at føle sig som et barn, når man nærmer sig midten af halvtredserne? Burde jeg ikke føle mig voksen og have pænt tjek på et større antal parametre på adskillige niveauer, selv eksistentielle?

Jo.

vores varme morgen omega
skygger af nattens maltkys
listigt i skjul bag lyskæden

i døren trak du på skuldrene
det tog jeg meget personligt
gid jeg var gået baglæns ud

hvad gjorde du mon bagefter
tilberedte en lille tynd kop te
rev spejlene ned fra væggene

"En mand i en luftballon indså, at han var faret vild.

Han reducerede højden, og så en kvinde nede på jorden.
Han gik længere ned og råbte til kvinden:
"Undskyld, kan du hjælpe mig? Jeg har aftalt et møde med en ven for en time siden, men jeg ved ikke, hvor jeg befinder mig!"

Kvinden svarede: "Du befinder dig i en varmluftballon ca. 30 fod over havet på 55° 41' 47" nordlig bredde og 10° 12' 47" vestlig længde."
"Du må være tekniker," sagde manden.
"Det er jeg," svarede kvinden, "men hvordan vidste du det?"

"Tja," sagde manden, "alt hvad du har sagt, er teknisk korrekt, men jeg har ikke nogen anelse om, hvad jeg skal bruge oplysningerne til. Og faktum er, at jeg stadig ikke ved, hvor jeg er. Det eneste jeg har fået ud af din hjælp er, at jeg er endnu mere forsinket."
Kvinden på jorden svarede: "Du må være leder"
"Det er jeg," svarede manden, "men hvordan kunne du vide det?"

"Det er enkelt. Du ved ikke, hvor du er, eller hvor du skal hen. Du er kommet op ved hjælp af varm luft. Du har indgået en aftale, som du ikke er i stand til at holde, og du forventer, at mennesker under dig skal løse dit problem. Faktum er, at du befinder dig i samme situation, som du gjorde, før du traf mig, men nu er det pludselig min fejl!"

og hver gang jeg kommer ud blandt andre er det lidt af en prøvelse, specielt hvis de allesammen har badetøj på, for så er det næsten umuligt at aflæse hvem de er og hvad de i det hele taget indeholder, især mændene, bortset fra at det selvfølgelig betyder en hel del hvor jeg møder dem, for der er trods alt stadig forskel på en belgisk bøssebar og et svensk badehotel, selvom jeg har den her upraktiske tendens til at komme frygteligt i tvivl når jeg møder lange rækker af halvnøgne mænd i en lang overdækket underføring mellem hovedbygning og anneks og der oven i købet er en lokkende lille sidegang på halvvejen - lidt lissom en afkørsel i en rundkørsel som man aldrig har taget på vej hjem fra arbejde selv om man hver gang har mærket hvor fristende det kunne være - hvorfra der hele tiden kommer mænd som skubber rullende raslende burvogne med blændende hvide håndklæder foran sig, så de nærmest spærrer vejen, men de var jo så heller ikke på ferie, på trods af deres nypressede klapbukser, og det var heller ikke fordi jeg havde nogen særlige forhåbninger om at der hastigt og lystigt skulle kunne ske noget fristende for enden af denne lille blindgyde eller hvad den nu var, slet ikke, dertil var håndklæderne lagt alt for pænt sammen i pæne svenske rækker, nej det var mere måden de sagde hej til mig på hver eneste gang, som om det ikke var noget de var blevet bedt om at sige til alle gæster på hotellet, men nu havde jeg også fået en hel del sol i netop de dage, så jeg var ikke helt mig selv når jeg gennemgik denne ferietunnel forklædt som snydesnaphane hvilket kan have været grunden til at de hilste så venligt, hvad ved jeg, og her gik jeg ellers rundt og jeg troede at svenskere er så forbeholdne, i det mindste hvad det angår, eller også handler det om at jeg - uden at vide det - har langt pænere ben end jeg er klar over 

Jeg nærmer mig Ronneby station.

I en time har min datter ventet på mig dér. Håber jeg da. Da toget sagtner farten kan jeg se hende. Hun har gjort sig det behageligt i en lille bænkniche på perronen. Det ser bestemt ikke ud som om hun har været mentalt overbelastet.

Dørene går op og jeg går hen mod hende med armene ud til siden. Hun smiler og ryster på hovedet. Kæmpekram. Hun forklarer at hun ikke havde flyttet sig fra vores plads i toget. Hun sad præcis dér hvor vi havde siddet hele vejen fra København H.

- Hvorfor skulle jeg have flyttet mig?, spørger hun med øjenbrynene højt hævet og skeptisk sammenblik. Nej, hvorfor i alverden skulle hun dog det, spørger jeg mig selv. Samme logik som gjorde mig så forvirret, i de få øjeblikke hvor jeg skulle træffe valget om at blive på perronen - eller køre med. 

Hun så mig endda udenfor toget, da jeg gik forbi hendes vindue! Det må have været da jeg i sidste øjeblik gik hen til den afgangsfløjtende togdame i den eneste tilbageværende åbne dobbeltdør. Min datter regnede med at jeg bare havde gang i et eller andet - som jeg jo ofte har - og at jeg ville komme gående ned ad gangen stille og roligt på et eller andet tidspunkt.

Det gjorde jeg jo så ikke. I stedet kom der en togdame og spurgte om hun hed det navn, hun hedder. Ja, det gør hun jo. Nå, jamen så var der en hilsen fra hendes far, som var blevet i Kristianstad. At hun skulle stå af i Ronneby og vente på ham.

Det havde min datter stille og roligt sagt okay til, og havde tilbragt ekstratiden med at læse og høre musik. Hun havde ikke været bange, men hun syntes godt nok at jeg er lidt af et tågehorn.

- Du er jo helt væk, mand!, griner hun. Og jeg griner med, og glæder mig over at jeg har så cool en datter. Vi fjoller løs, og kalder hinanden hundeansigt. Så går vi ned til badehotellet. Jeg er så lettet at jeg kunne have svævet hele vejen.

Tilbage er forundringen. Hvordan fanden kan jeg have misset hende? Gik jeg da ikke ned gennem hele toget? Var det de to unge mennesker, som jeg genkendte og som havde siddet lige over for os på den anden side af gangen på hele turen som havde flyttet sig? Jeg spurgte dem jo hvor min datter var gået hen, og de slog bare ud med armene og rystede på hovedet.

Var det måske slet ikke de unge mennesker? Er jeg på vej ind i vækfasen? Ja, det er jeg måske. Det får så være sådan. Jeg glæder mig i stedet over at have en datter, som kan mestre det uklare - en vigtig del af at leve i vores verden. Til hverdag, på ferie, til fest.

Da jeg fortalte hende om de to unge mennesker, som bare slog ud med armene, så trak hun på skuldrene og sagde: - Alle svenskere ligner hinanden. Jeg var lige ved at råbe "Gør de DET?!", som om jeg var registreret revisor og hed Flemming. Men det er jeg jo ikke. - Du er bare SÅ blank, siger min datter. Tænk hvis hun har ret?!

Anyway, Hemingway...

Det blev en typisk far/datter-ferietur. Vi gik ture ned til byens varehuse Willy's og ICA Max og købte billige colaer til minibaren. Jeg købte to BBC tv-serier i DVD-udgave på tilbud til kun 300 svenske kroner. Singin' Detective + Brideshead Revisited. Guf! 

Vi plopsede også en del rundt i hotellets nye badeland, der åbnede i mandags. Jeg lavede mit Anders And-hop fra 3-meteren, hvor jeg nærmest nikker vandet en skalle med hænderne samlet ind til brystet og benene ud til siden i skovskider-stilling.

Ellers lavede vi nøjagtigt det samme som når vi hygger hjemme hos mig. Læser, ser film, spiser, daser, dovner, surfer. Men det er sjovere at rejse ud og gøre det dér. Lære nye ord på et andet sprog.

Filmjölk. Handdukar. Snöröjas. Grädde. Kossor. Korv med mos.

Minneslap.

Den ranke hvidhårede stålbrillede togmand lytter roligt på min historie.

Han kan godt huske mig, for da han undervejs til Kristianstad fortalte mig om muligheden for at købe sodavand på stationen under opholdet, misforstod jeg hans meget kraftige skånske dialekt.

Da han tre gange havde sunget bynavnet uden at jeg forstod det...var jeg nødt til at give op. Jeg gentog derfor det svenske ord, jeg syntes han sagde: "Kroatia??" Da hans stockholmske kollega gentog ordet, forstod jeg straks og rødmede.

Nu står vi på den næsten øde perron, og der er ingen kommunikationsproblemer. Jeg taler meget tydeligt. Han beroliger mig og siger at man godt kan ringe til hans kolleger på toget, som er ude af syne. 

Rundt om stationshusets hjørne kommer en anden togperson. En lille kvinde kigger meget undersögende på mig. Hun har en mobiltelefon i hånden, og spørger om det er mig som ikke kan finde min datter? Ja, det er det, svarer jeg påtaget roligt [indvendigt skriger jeg det].

Okay, smiler hun - men hun har lige talt med sin kollega på toget...og min datter ER med. Kollegaen - som fløjtede til afgang - har talt med min datter, og har videregivet min besked om at hun skal stå af i Ronneby. Så kommer jeg med det næste tog. Om en time. Meget heldigt at der kun var en time til næste tog på en søndag.

Jeg får femhundrede følelser på een gang. Takker og smiler og må et eller andet sted hen med følelserne. Naboejendommen til stationen er 'Heliga Trefaldighets Kyrkan' som Chr IV lod opføre, mens han endnu var ved godt huld og styrede rundt med det hele og alting og alle.

Inde i kirken er der velsignet stille og meget stemningsroligt. Jeg køber et lille stearinlys og tænder det og sætter det i den dertil indrettede holder. I den fremlagte gæstebog, som er så stor at jeg tvivler på at jeg kunne flytte rundt med den, skriver jeg "Et lys for dig, rejsedatter...vent nu på far." Underskrift og dato.

Nu skal jeg bare vente. Og hun skal vente. Jeg er endnu ikke tryg ved det. Slet ikke. Hvorfor var hun ikke på pladsen? Og hvor fanden var al bagagen? Tiden går meget langsomt...