Beologisk Institut

Selve idéen opstod fredag aften.

Derfra gik planlægningen sådan set på skinner. Rejseplanen.dk kunne ikke helt blive enig med sig selv, men til sidst stod det klart. Først rulle ned til min lokale station for at hente den bestilte billet og dernæst køre med tre tog sydpå. 

Jeg ville, hvis alt gik som det skulle, ankomme til Østbanens pittoresk beliggende endestation klokken kvart i tolv. Det skulle være tidsnok. Sidste etape bestod i cirka seks kilometers cykeltur. Der går nemlig ingen bus til landsbyen Boestofte på Stevns på lørdage.

Varmt tøj, tjek. Madpakke, tjek. Billetkode, tjek. Bedstemorcykel-som-kun- kan-køre-i-første-gear-og-som-ikke-har-været-oppe-fra-kælderen-i-månedsvis, utjek. Jeg frygtede at der var for lidt luft i dækkene, men var dog, da jeg slukkede natlampen ved midnatstid, ret sikker på at kunne få ordnet den detalje inden det blev alvor for alvor.

Jeg passerer trods alt tre-fire cykelhandlere inden jeg har bevæget mig fem hundrede meter fra min hjemadresse. Og da jeg lørdag morgen kommer ned i kælderen viser det sig, at der er god brug for mindst een af dem. Begge hjul er ret flade. Der kan køres, men kun lige netop.

Første cykelhandler, lukket. Ingen luft. Næste cykelhandler, ikke åben. Ingen luft. Tredje cykelhandler, ophørt. Spillebule. Jeg er nu nået ned på Nørrebrogade. Fjerde cykelhandler, nedlagt. Lang næse + lille trykken i mellemgulvet.

Nå.

Jeg beroliger mig selv med at de selvfølgelig har en cykelbutik i Rødvig med små blæffende flag ude foran, tilbud på lappegrej indenfor, og en hyggelig cykelsmed ude bagved med daggammel twist stikkende op fra klapbukserne. Eller en benzintank. Eller noget.

Derfor tager bedstefar fortrøstningsfuld F-toget mod Ny Ellebjerg kl. 10.08 medbringende en lufthungrende bedstemor-ged med godt med jern i. Skift til E-toget mod Køge, hvor Østbane-toger mod Rødvig afgår 11.08.

Sidste del af togrejsen er en transportmæssig nydelse. Østbanen, der nu hedder Regionstog, har købt nogle meget lækre moderne nye togsæt, som glider lydløst afsted. Ud af store panoramavinduer nyder jeg synet af de sydsjællandske nuancer af farven hvid. 69 kroner for at køre fra Nørrebro til Stevns er til at klare, når komforten er så udtalt.

Rødvig. 11.45. Om fem kvarter kører min datter og hele efterskolen til Østrig på skitur. Hun ved ikke at jeg kommer og vinker farvel. Jeg elsker at lave den slags overraskelser. Men med to trekvartflade hjul kan tiden blive en faktor jeg ikke bryder mig om.

Ingen cykelhandler. Et lille spidst stik i maven. Indefra. Ingen benzintank. Ingen andre cyklister. Ingen mennesker?! Er Stevns blevet evakueret på grund af isslag? Efter tre minutters hidsig køren i ring på hovedgaden får panikken mig til at vælge den hårde løsning.

Skørpinge Mark. Skørpingevej. Gennem Havnelev. Stærk sidevind på de første kilometer. Nu kan jeg mærke hvilken elendig fysisk forfatning jeg befinder mig i. Jeg tager smerten som en slags strafporto, og tænker intenst på den glæde jeg vil kunne afstedkomme om to-tre kilometer.

Og på skolen har de jo cykelpumper allesammen. Hjemturen bliver helt uden nerver og tidspres. Ja-ja da...rolig nu, Hansen. Luuuuh-lulluh-lulluuuuuh...ase, ase, ase, ase. Sne, sne, sne, sne. Stor himmel. Nedlagte landbrug. Øremusik. Fokus.

Klokken 12.15 er jeg fremme. Bussen skal køre kl. 13. I Møllehuset står min datters værelsesdør på klem. Jeg banker på to gange. Intet svar. Hun er måske ved at spise frokost før afgangen? Med en finger puffer jeg døren op. Ingen datter. Jeg lægger mit net og mit overtøj på hendes kontorstol og iler ud på gangen. Stærkt tissetrængende.

Jeg når kun lige at vaske hænder, da der lyder et vildt jubelskrig på gangen. Alt jeg når, er at dreje hovedet få centimeter inden jeg takles som en rådvild amerikansk quarterback i de døende sekunder af en Super Bowl-finale. Luften presses simultant ud af mine lunger på et splitsekund. Flere lykkehyl og mange kindkys. Missionen er fuldført. Glad far. Stol på det.

Vi får en skøn halv time, inden dobbeltdækkeren ruller afsted mod Axamer Lizum med en smilende og vinkende datter på øverste etage. Jeg har lånt en pumpe af hende, så alt er godt. Bortset fra at den ikke virker, og at skolen sekunder efter de tre bussers forsvinden er lisså levende som en forladt arktisk forskningsstation.

Jeg resignerer. Herregud. Intet kan ødelægge mit humør nu. At opleve min datter blive så glad er livsforlængende. Vitamin J. Mit personlige livs-eliksir. Og jeg skal jo først møde på arbejde i Operaen klokken...øhh...vent nu lidt. Har jeg den tidlige vagt i dag?

Ja.

En grævling og en hund er jo ikke det samme som når man stirrer nogen direkte i øjet, men det er jo ikke noget for hverken fugl eller fisk. For man skal jo passe på når fuglene kommer og luften fyldes af flapsende vinger og små snebygeskyer, men det går nok 'alt sammet' når vinteren vender. En dreng der hedder Per står tidligt op uden at forstå hvorfor. Det er det helt store spørgsmål man må stille sig selv mindst to gange i kvartalet. Dagens ret i kantinen er stuvet grævling med ristede kastanjer, en god ting, især når man vil lave falske edderkoppespind af garn og tændstikker. Hvis man er en hund efter tandstikkere skal man være på stikkerne. Pasta med kødsovs kan jo også sætte skub i tingene, hvis man be'r om det. Brandalarmen lyder, men i pølsevognen er vandet stadig lunkent. Temperaturforskelle forårsager tit ufrivillige aborter med pynt. - Snemasser, råbte den tilkaldte Rigsantikvar, - Altid snemasser! Men sne er jo i bund og grund krystalliseret lort.

Jeg ved nu at min nye bog ikke vil blive anmeldt i Politiken. Spørg mig ikke hvordan jeg ved det, men hvis du partout skal have vished, så ring til din præst eller forsvarsministerens spindoktor.

Politiken nåede at have det trykte eksemplar som de krævede for at kunne vurdere bogens egnethed til anmeldelse, i samfulde 48 timer. Og jeg indrømmer, at man i det tidsrum kan læse de tres sider mindst tres gange.

Der har været masser af tid for litteraturredaktøren til at vurdere om form og indhold i 'Jeg kan ikke sove' er af en beskaffenhed, der gør en anmeldelse interessant for avisens læsere.

At jeg alligevel er så fræk at forestille mig, at bogen ikke er blevet så meget om som taget ud af det plasticomslag, jeg havde lagt den i (sammen med pressemeddelelsen) er måske fordomsfuldt.

Jeg vil påstå, at i det sekund redaktøren så at det var en selvudgivelse efter print-on-demand princippet, så var bogen lisså langt væk fra at blive anmeldt som tålte flygtninge er fra en opholdstilladelse.

Selvudgivere er litteraturens naivister. Forlagenes redaktører er et nødvendigt kvalitetsfilter. Der udkommer i forvejen alt for mange bøger. 

Men var der ikke noget med at en vis engelsk forfatterinde måtte løbe mange forlag på døren, inden hun fik sin bog om en trylledreng med runde briller udgivet? Var der ikke noget om at Beatles gik forgæves til adskillige pladeselskaber inden de vist klarede sig nogenlunde godt? At en anmelder ved urpremieren på Carmen kritiserede operaen for at "mangle melodier"? At Politikens anmelder kaldte Tom Kristensens 'Hærværk' for "en skuffelse"?

Jeg har én eneste grund til at udgive min lille pyjamasstribede sovebog: den fortjener sgu en ærlig chance for, at jeg en dag kan sige til diverse (og de værste) smagsdommere: - Ja, godmorgen!

Anmeldereksemplaret fra Politiken er allerede hentet og sendt på nye eventyr. Stol på det.

Jeg troede ikke min egen clockradio. Mit smil var så bredt at mundvigene mødtes i nakkefolden. Så sød kan en vækning alligevel være.

I P1 Morgen kl. 08.20 var der et indslag om et meget dansk fænomen på bogmarkedet: samtalebøgerne. Vores nabolande kender ikke til den bogtype. De har jo så heller ikke Johannes Møllehave, kunne man tilføje.

Ikke alle samtalebøger sælger. Det er ikke nok at de to partnere er kendte. De skal også have gode historier at tale sammmen om. Ellers gider læserne ikke købe eller låne bogen.

En redaktør fra Lindhardt & Ringhoff sagde, at hvis bare indholdet i samtalen er interessant og spændende nok, så har bogen en god chance. Han efterlyste sågar ukendte menneskers manus til vurdering med henblik på eventuel udgivelse.

Hellige vejsalt!

Hvis indhold er den afgørende præmis for en en samtalebogs muligheder i 2010, så må min fiktive dialog-bog 'Jeg kan ikke sove' have alle muligheder for at få en god skæbne.

Det er ingen hemmelighed at min nyudgivelse 'Jeg kan ikke sove' handler om det terapeutiske rum. Mødet mellem terapeut og klient, eller som jeg vælger at benævne dem: vært og gæst.

I dag skulle jeg til Køge og mødes med min datter og min ekskone. Gadebilledet på hjørnet af Tagensvej/Tuborgvej var nærmest ikke til at kende. Nattens snefald havde pakket det ellers så hysterisk travle kryds ind i en næsten bedøvende dyne.

Da det ikke blæste noget særligt, føltes det som om nogen havde lagt hovedstaden i seng. Bilerne følte sig frem med snurrende hjul, og busserne lod vente på sig. Pludselig fik jeg øje på en personbil med anhænger, og følgende reklameskilt inkl. telefonnummer på døren:

"MOBIL PSYKOTERAPI...vi kommer til dig..!"

Bag rattet en mand i sin bedste alder med rulamsjakke på, og (mener jeg at husker) en smøg i mundvigen. Faktisk en god idé for en privatpraktiserende terapeut sådan at tilbyde at køre ud til klienterne. Men...så kom tankerne:

Hvem vil have at naboen skal at der ruller en bil med den reklametekst op foran ens havelåge? Hvad skal anhængeren bruges til? Dagsrester? Hvad(eller hvem) ligger der under presseningen?

Det var lige til at få den sygeste noia af. Men så kom min bus heldigvis.

pressemeddelelse

Stemme skriver drama for to stemmer

Bent Otto Hansen fik fem hjerter i Politiken af Sophie Engberg Sonne for sin indlæsning af lydbogsudgaven af Richard Yates’ ’Revolutionary Road’. Nu udgiver han fiktionen ’Jeg kan ikke sove’ om mødet i det terapeutiske rum.

- Jeg kalder de to mænd for Værten og Gæsten. Læseren får ikke anden information på de tres sider end det, der fremgår af det som de to skiftes til at sige. Resten, det uudtalte og det ubevidste, for slet ikke at tale om alle de andre ting som fylder en roman på 2-300 sider, må man selv billeddække, siger 52-årige Bent Otto Hansen, der kalder formatet med ren dialog for ’en fiktion’.

Den unge mand kommer til det første møde med et desperat behov for at få løst et søvnproblem, der truer med at ødelægge hans muligheder for at passe sit job som rejsende sælger. Da de to mænd først får fundet hinanden, efter en del indledende ping-pong og mundhuggeri, viser det sig at søvnproblemet dækker over andet og mere end en forstuvet døgnrytme.

Bogen er Bent Otto Hansens femte efter fire digtsamlinger og en fodboldkrimi. Stemmen har han brugt til at indlæse godt 130 lydbøger siden 2003. For nylig har han indlæst Dan Browns ’Det Forsvundne Tegn’ og hele serien af Jo Nesbøs Harry Hole-krimier, seneste ’Panserhjerte’, som fik fire hjerter af Bo Tao Michaëlis i LYT, Politiken.

Den første lydbog han indlæste, var hans egen fodboldkrimi ’Mord på landsholdet’ (Forum 2002).

Han er også en kendt blogger. Besøg ’Beologisk Institut’: www.bentottohansen.dk

Man kan høre et radioportræt fra DR P1 om Bent Otto Hansen her

Læs mere om ’Jeg kan ikke sove’ her

Læs endnu mere her

YES..!

Så er pyjamas-bogen i huset...Politikens, altså! Nu venter vi så bare på en sekshjertet jubelanmeldelse, og en sektion 2-forside om hvordan jeg har ændret litteraturhistorien med mit form-eksperiment.

Men okay, mindre kan gøre det. Jeg deler gerne nobelprisen med Pop Dylan, hvis det er det, der skal til. Jeg mener...hvem fanden var Karl Gjellerup?

Det er lige dagen til det. Spidse snekorn skærer hornhinder i sushi-skiver. Jeg mærkede smerten på min stridsomme færd til Rådderen, men valgte at ignorere den.

NU DU BANGE! (mærk kontaktfladen mellem nobelpris-checken og indersiden af hhv tommel- og pegefinger.

Eureka!