Beologisk Institut

Men så en aften kom hun ud at danse med en karl, som først for nyligt var kommet til egnen. Han havde noget. De dansede hele aftenen, og da den sidste dans var færdig, spurgte han som det mest naturlige om hun ville med ham hjem og få en kop godnatkaffe. Joooh, det ville hun da sådan set egentlig godt.

Foran indgangen til ejendommen hvor han bor, får hun det første kys, som smager af meget mere. Op fra bukselommen trækker han en stor nøgle til at låse døren i den gamle jernport op med.

Hun ser på ham og på nøglen.

- Du?

- Ja?

 - Den nøgle der...har du haft den på dig hele aftenen?

 - Ja.

 - Så kan du rende mig noget så grusomt!

 Og så gik hun ellers hjem igen."

De to eventyrere i tv-programmet sled med diverse problemer, som for dem var rigeligt udfordrende.

Isbjørne, betændte underben, drivende is og naturlig udmattelse. De gik turen i 2007. De smilede med kuldebrændte kinder og fejrede 17. maj og hinandens fødselsdage med små medbragte hemmelige gavepakker. Snøft, snøft og fuld fokus på om det hele kom med i tv-billedet. De var deres eget tv-hold og filmede hinanden. 

Jeg blev meget hårdt ramt af den udsendelse.

Mens de to maskuline gutter brugte alle kræfter på at bemestre tykke isbræer og skyde peberspray ind i hovedet på livsfarlige isbjørne, gik en høj lysblond mand rundt på sin fædrene gård hjemme i Norge og forberedte henrettelse af unge mennesker og bombesprængning i centrum for at forhindre en udvikling, som han ikke kunne leve med.

Han skulle i hvert fald nok, ene mand, redde landet og verden omkring ham - og han regnede med at blive rost for det bagefter.   

Det lykkedes denne egensindede unge mand at gennemføre sin rædselsdåd få år efter at polarkæmperne spændte samtlige muskelfibre for at vise hvor stærke mænd i naturen kan være, og hvor seje de var for hundrede år siden.

Jeg kan simpelthen bare næsten ikke holde ud at se dem og høre på deres små gutturale udbrud mens de med vilje udsætter sig for livsfare og blandt andet går ind på russisk område i Frants Josefs Land uden (gys) tilladelse! Uuuuuh, hvor spændende, og se...der er en hvalros!

Ih, du milde.

For mig er det absurd teater og det er der en grund til.

Alt hvad der er sket i Norge og for nordmænd siden 22. juli 2011 er så meget anderledes end hvis udåden ikke havde fundet sted.

Ingen, der elsker Norge kan leve videre uden at forholde sig til massakren på unge mennesker. Alle med hjerte og samvittighed bør overveje hvorfor det skete, og hvordan det kan undgåes en anden forfærdelig gang.

De pårørende til ofrene og de sårede overlevende er meget følsomme overfor hvordan eftertiden behandler tragedien. At et teater i København vil prøve at analysere det sind som i mange år gik rundt og byggede så grusomme tanker op, må gøre meget ondt på direkte og indirekte ofre.

Men det er efter min mening lige så sandt at hvis man ikke tillader den efterbearbejdning, så har gerningsmanden vundet en lille sejr.

Svaret på hans vanvittige verdensbillede er ikke at tie og tåle.

Det er, som den norske statsminister har sagt så klogt, at reagere modsat i et åbent samfund med mere demokrati og mere tolerance. Også selvom det gør ondt at kigge tilbage. Nogle gange er tilbagesyn det mest fremadrettede.

Gerningsmanden er gerningsmanden. Det er ikke teaterfolk eller mediefolk, der ønsker at forstå for at forhindre. 

Der er kun een gerningsmand, ja. Men han opererede vel at mærke i et samfund, der måske for sent gjorde op med hans forenklede verdenssyn, uanset alle hans argumenter. Det samfund er dig og mig. Os, der hver dag og møder mange slags mennesker med alle mulige holdninger og religioner.

Tolerance er jo at respektere nogen man ikke er enig med og måske ikke engang kan lide. At netop de skal have samme rettigheder og muligheder som dem man er enig med og elsker højt.

Kun i et frit og åbent samfund giver det mening at gå rundt på isen bare for at gøre det. Hvis grundlæggende værdier trues, så skal alle mænd og kvinder hjem fra kulden og ind i varmen. Ind i kampen.

Det kunne de to mænd i 2007 selvfølgelig ikke forholde sig til, for da var Norge stadig et land hvor regelmæssighed og respekt for menneskeliv var lidt af en selvfølgelighed. Men snart kom 22. juli.

Alle dage er 22. juli fra nu af. Alle handlinger sker i forhold til den dag.

Sådan har jeg det i hvert fald.

Den slags er guf for en lattermild type som min datter, især hvis skadeslidte er hendes egen lille søde far. I går skiftede jeg dog titel til 'den forurettede', som det hedder så poetisk i politirapportsprog.

Egentlig ville hun trøste mig med en sød datterkram, men bagefter ville hun klappe mig kærligt på hovedet, som befandt sig i en unaturlig position ned mod gulvet. 'Nååååh, lille faaar', siger hun, men kommer i processen til at presse mit hoved en centimeter tættere på nullermændene.

AV.!, hyler jeg - og satser på at hun nu vil trøste mig endnu mere.

Men hun synes tilsyneladende at det er sjovt at man kan få så meget lyd af så lille en berøring. Så hun gør det igen for at se om det nu også kan passe, og denne gang trykker hun selvfølgelig lidt hårdere.

AAAAAV..!

Jeg skælder hende huden fuld og truer dramatisk med at gøre hende arveløs. 'Vaffor'en arv?', ymter hun med overdrevent spørgende mine.

Børn er onde. Meget onde.

Av.

Imens står jeg henne ved selve standeren og holder skansen. Vi er mange, der venter, og der puffes venligt til begge sider. 'Skjold Hansen klarer skansen, sku' jeg gå bag om dansen'...som man siger. Og synger.

Bussen hjemad mod Bjerget lader vente på sig. Hvad kan jeg gøre for at glæde min gode pige, der står og ryster? Nå ja, den her kunne jeg jo prøve med..!

Fodgængerovergangen er udstyret med et lydanlæg, som informerer blinde medborgere om mandens farve. Når han er rød, lyder der et roligt gentaget BIIIP, og når han bliver grøn skiftes der til en nærmest småhidsig serie af ret højlydte BIP-BIP-BIP-BIP-BIP'er.

Jeg begynder nu at bevæge mig i takt med lyden. For hvert roligt BIP bøjer jeg ned og op i knæene. Der er 2-3 sekunder mellem BIP'ene, og de 10-15 andre ventende omkring mig står helt stille. Og når den grønne mand så viser sig svarere jeg med tilsvarende hurtige knæbøjninger.

Jeg koncentrerer mig meget om at ramme lydene i mine bevægelser, så skiftene bliver helt præcise, og håber at det ser totalt idiotisk ud på afstand. Mine sidekammerater har nok undret sig en del, men de får ingen hjælp i mit ansigt. Jeg ser ud som om det, jeg gør, er aldeles normalt.

Snart efter får jeg min belønning. I øjenkrogen kan jeg se min datter holde sig storspruttende for munden, mens hun kæmper for at holde sig på benene. Der står trods alt også fremmede mennesker lige ved siden af hende.

Den slags grin er der mange af mellem os. Og hun er nøjagtig lisså opfindsom som sin far. Æbler stammer ikke, men det sker.

I bussen fortæller jeg hende om min sommertur til England i 1977 sammen med min HF-kammerat Erik. I badebyen Blackpool får vi på den travle strandvej øje på et tilsvarende lydanlæg ved en fodgængerovergang, og skal lige regne ud hvad det er for noget - for dengang fandtes det endnu ikke i Danmark.

Jeg er jo meget klog, så pråsen går først op for mig, og idet jeg ser på Erik informerer jeg ham om hvad disse lyde skal gøre godt for: 

"Det er for de døve."

Men det var kun en lille pudsig forfilm.

Jeg kørte opad med en elevator og kom ud i en rå betonopgang, som burde føles hjemlig, fornemmede jeg, men pludselig var jeg omgivet af en flok løse hunde og blev meget, meget bange.

Jeg viste dem min flade hånd, og til min store overraskelse bed de ikke, men slikkede håndfladen - og hele hånden - så meget, at det føltes varmt og nærmest behageligt.

Så lokkede hundeflokken mig hen til et rum, og dum som jeg var gik jeg derind. Hundene var nu helt oppe at køre, og hvorfor? Jo, rummet var fyldt med barnevogne og ikke alene det.

Der lå også små babyer og sov i rummet. Jeg blev rædselsslagen over at have lukket disse rovdyr ind til små forsvarsløse børn. Det er tydeligt, føler jeg, at et blodbad er faretruende nær.

Mens jeg står og fordømmer mig selv, hører jeg en lille stemme fra en slags underhylde. Den siger små ord, som om den vil i kontakt med mig. Og så ser jeg at det er en lille kvinde, måske en mor, der ligger dernede.

Hun kigger frem, og giver mig et eller andet råd, tror jeg nok, så vi kan undgå katastrofen. Hun er påfaldende rolig, trods hendes besynderlige og umagelige placering.

Og der skete sådan set ikke rigtigt mere.

I drømmen. 

Derfor fandt jeg på en afledningsmanøvre og valgte at bruge mine bamser. I dem parkerede jeg vigtige sider af min personlighed, så de ikke blev knust under omverdenens gummiged. Planen var at jeg senere kunne trække det psykiske grundstof og den livsvigtige energi tilbage til mig selv. 

Det er nok bare ikke sket endnu, hvilket er ærgerligt, for der gemmer sig sindssygt festlige og maskuline kræfter i tøjdyrenes fyld, kapokken. Mine ejegode bamsedrenge, som jeg har haft med mig i det mere end halve hundrede år jeg har trukket vejret uden hjælp. 

Hvis jeg nu beskrev de bamser, jeg har haft - og har - så ville der kunne ske to ting. Enten fik jeg endnu flere læsere og kunne med god samvittighed søge nogle legater, eller blev indlagt = god (læs: gratis) mad og rene lagner i en befriende lang periode. 

Men jeg ved snart ikke... 

Jeg er godt nok gravid med en roman-idé, hvor jeg beskriver min barndomstid på Dyrehavsbakken, og hvor bamserne spiller en vigtig rolle. 

Inde på min datters værelse sidder for eksempel Brune i vindueskarmen og ser ud som alt rager ham en skid. Man kan stadig se de sidste rester af moustache på hans affable mundtøj, og hans højre øre stinker stadig af den alt for stærke mormor-parfume, han yndede at stjæle fra min mor.

Han er 45 år gammel. Mindst.

I ham har jeg parkeret en dyb og tung depression. I hans mave sidder den medfødte brumme-mekanik, som sidste gang virkede i 1965, når man vendte bunden i vejret på ham. Nu må jeg så i stedet bugtale brummelyden. Brune har ingen andre ønsker end at sidde i fred og ro og småbrumme. 

Ham kunne jeg skrive meget mere om. Men selvom min mave ser ud som om jeg snart barsler, så er der ingen plukvéer.

Jeg stopper her, inden det bliver for morsomt.

Der er bold.

Nå.

24. december er årets afgørende lakmusprøve, og der kan være alle mulige farver på papiret efter at det har været dyppet i familiehygge.

I år valgte jeg at prøve noget andet. 

Lillejuleaftensdag stævnede jeg ud med færgen 'Crown of Scandinavia' til Oslo, med retur Juleaftensdag. Jeg har i årenes løb været på en hel del smutture på ruten, men denne gang var stemningen ganske særegen. For ca. 1500 kr fik jeg to middage med vin og morgenbuffet begge veje.

Juleaften på havet med DFDS som far og mor.

Hvad sker der lige der?

Skilsmisser gør familiens store julerebus lisså kringlet som udenrigsministerens engelskudtale. Blandt gæsterne er der fraskilte forældre og bedsteforældre, der måske ikke lige har børnene i år.

Der er også familier med børn. Måske orker de ikke al maset med madlavning osv og vil hellere prioritere at være sammen uden en masse praktiske forhindringer. Og jeg er lige ved at tro at det er lige så billigt ikke at skulle købe kød, tilbehør, vin og dessert m.m.

Lillejuleaften var der to retter (laks + oksetournedos) og jeg spiste alene ved et tomandsbord. Søde kommentarer og festlige henvendelser fra de øvrige borde. Sæt dig dog herhen!

Ved firemandsbordet på min venstre side sad en ukrainsk kvinde og hendes unge datter. De fik selskab af to danske gutter i den allerbedste taxfree alder. Det var mændenes fjerde julecruise i træk og de havde endda begge voksne børn hjemme i Danmark. Nærmere forklaring udeblev. 

Måske fik mine landsmænd lidt for tydeligt antydet at de var singler med stort kørekort til alskens julelege. Men det er som om gruppejuleglæden på turen får den slags små flovsere til at gemme sig i de store julekugler i granudsmykningen over de firkantede panoramavinduer. 

Der er nemlig en ekstraordinær stemning. Man er mere tilbøjelig til at smile. Alle medbringer sin egen grund til ikke at befinde sig i familiens skød derhjemme. Vi burde måske ikke være her, men i det mindste er vi "forkerte" sammen. Det giver sammenhold. Personalet har nissehuer på og er både søde og dygtige.

Juleaftenseftermiddag er der gratis æbleskiver med gløgg, varm chokolade, småkager og guf, mens juletræet af børnene bliver lige så pyntet som nogle af gæsterne allerede så småt er ved at tage tilløb til, uden at det dog rokker båden. Der er masser af plads til begejstring.  

Man kunne få lov at sidde på skødet af Julemanden, men jeg turde ikke spørge. Korsbånd er skrøbelige. 

Juleaften fik jeg til middagen (rejeanretning, flæskesteg/and og risalamande) selskab ved mit lille bord af Berit, en meget nydelig dansk kvinde, som for første gang skulle fejre jul alene. Hendes to halvvoksne børn var hos deres far, og da hendes sidste forælder døde i år valgte hun denne friske løsning.

Det var meget provokerende pludselig at skulle spise julemiddag sammen med en kvinde jeg aldrig havde set før. Men igen. Den specielle stemning gør at man tænker: ja, selvfølgelig. Herregud. Her gynger man afsted midt ude på havet. Juleaften. Så bør man kunne ride på toppen af bølgerne. 

Ret hurtigt fik vi gang i en god snak om alt muligt. Hun var både sjov og klog, og selvom jeg fik krampe i lysken under anden servering - så jeg i hast måtte undskylde mig for at halte ud på gangen for at strække ud - så var det en forunderlig ekstra bonus at blive så uventet udfordret, og alligevel komme helskindet og tørskoet i land, midt ude på vandet, og helt uden brug af korkbælte eller hvide løgne.

Hurra for mit olivengrønne jakkesæt og redningshelikopterperspektiv.

Mandelgave? Jo da. Ti mandler til de 150 gæster i restauranten. En fra nabobordet fik en af dem, og modtog en Rosendahl Julestjerne. Sødt.

Juleaften er alle norske familier pr. tradition på kirkegården om formiddagen med en blomst til familiens rødder. Det vidste jeg faktisk ikke, men hørte om det for første gang på denne tur.

I norsk radio hørte jeg - også for første gang nogensinde - en historie om at Jesus slet ikke døde på korset. Han besvimede kun og boede i Indien med de to Maria'er til han var 80 år og døde af glædelig ælde. Det siger de tyve millioner indiske kristne. Angiveligt. Det er et spørgsmål om tro.

Bevars.

Nordmændene sparer gerne på kulhydraterne, når de vil slanke sig. 'Lavkarbo' kalder de sådan en kur. Derfor undrer det mig at der ikke er brunost/gedeost/myseost på skibets morgenbuffet, men DFDS er jo også et dansk rederi. Der var selvfølgelig tilbud på smør i Taxfree-butikken.

Jeg kan anbefale denne alternative jul. 

                   H2O + NaCl + HO HO HOOOO = Halleluja

Otte ud af ti danskere er så stadig så tilpas kristne, at de er medlem af klubben.

Barnetroen handler om noget med J. Kristensen, ophængt, død og begravet - men mod alle odds, og fordi det var en del af planen, genopstod og blev til en hellig hånd, eller noget. 

Fair nok.

Indien kan byde på tyve millioner kristne. De tror også på den dér med korset, men der stopper historien ikke. Nixen von bixen. Med henvisning til et ret tungt kildemateriale påstår vores trosfæller i landet med en millard indbyggere, at Jesus ikke døde på korset, men kun var besvimet. 

I fool you not. 

Jesus klarede sig, fordi han kendte til vejrtrækningsteknikker og andre julelege, således at han kunne smutte ned igen, og bo i Kashmir indtil han døde som 80-årig.

Dette var dagens juleevangelium i mit hoved, mens jeg gik rundt med hellige ørebøffer på og tog billeder af bygninger, sporvogne og huse hvor jeg har trukket vejret meget hurtigt og af helvedes gode og kildende grunde.

En respekteret korrespondent fra Indien fortalte på klingende hjemstavnsmål om den indiske måde at være kristen på. Som sagt er kilderne ret heftige, hvis man lægger dem på en vægtskål, og vejer dem op imod vores udlægning af religionen på den anden.

Jeg troede næsten ikke mine egne ører, men nu var jeg jo så også i en by og i et land, hvor der er en hel del tvivl om hvad det vil sige at være ved sine fulde fem. I dette landet, som vi elsker, brugte en kristen korsfarer ni år på at forberede to aktioner, som fratog 77 medborgere livet og sårede mange flere på krop og sjæl.

Faktisk brød han loven så kapitalt for at redde landet fra en påvirkning udefra, som han mente ville smadre den europæiske kultur på lang sigt.

Jeg var i dag ved stedet, hvor den ene terrorhandling skete, og fik samme følelse i maven som da jeg stod ved gerningspladsen for mordet på Olof Palme i Stockholm.

Det er hårdt at mærke efter, når man prøver. Endnu har jeg aldrig været i Hiroshima. At være i den by er en af mine tilbageværende drømme. Og endnu mere: jeg vil så vældig gerne besøge de japanske byer, som var udpeget som mulige mål for atombomberne, men som slap af diverse grunde.

Kokura, Kyoto og Niigata.

Jeg ved ikke hvad det er, jeg regner med at opleve ved at være i de byer, der ikke blev ramt. Måske forestiller jeg mig, at der vil være en lettelse og optimisme. Det er noget sludder, men sådan har jeg det bare. Jeg tror det.

De indiske kristne fortæller at Jesus var i Indien i den periode, som man ikke hører så meget om. Tiden mellem han var 12 år og til han dukkede op igen. Og så kom æslet, Og Maria. Og Maria. Og tømreren. Alt det jazz.

Jeg ville fanme gerne tro. Alt andet end løftet om, at hvis jeg ikke snart passer lidt på, så er det slut med at heppe på mine elskede hanekyllinger og ostehoveder og drengene fra en egn vest for Valby Bakke.

Jesus brød brødet.

Det var et pappadam.

Amen