- Er det din, den dér?
22. nov 2011 16:43, BeologenIdet jeg indefra skal gribe fat i håndtaget får jeg øje på spejlbilledet af mig selv i opgangsdørens vindue.
Det er gråvejr udenfor og ret mørkt i det hele taget, selvom klokken kun er lidt over tre. Jeg kommer fra anden sal.
For måske 467. gang har jeg været på arbejde i den gule industribygning med 20-30 små firmaer. Jeg har indtalt den sædvanlige time og sytten minutter fra en dramatisk roman, hvor der dræbes, råkneppes og siges slemme ting bag ellers elskede næres ryg.
Jeg ser ud som jeg plejer: to par sorte joggingbukser i oversize, sorte sneakers, en ældgammel limpopo-farvet vamset jakke med lynlås, sort halstørklæde, sort kasket og sorte ørebøffer.
Da jeg kommer ud på pladsen foran opgangen, kan jeg straks se at den er helt gal. En pænt stor hvid kassevogn fra et af de kendte transportfirmaer holder med bagklappen slået ned på anløbsrampen ved siden af opgangen.
Vognen holder så meget på tværs at 8-10 parkerede personbiler ikke kan komme ud, hvis de vil. Transportchaufføren er der ikke. Måske er han på vej op eller ned med den store vareelevator.
En af de indelukkede vil gerne ud. En mand midt i trediverne står ved bilen med en mobiltelefon for øret, måske på ventetone i transportfirmaets omstilling. Mit gæt er at han har stået der i lang tid. Motoren er i gang og føreredøren står åben.
Han får øje på mig, da jeg åbner opgangsdøren. Mandens småfornærmede udtryk irriterer mig. En tændt smøg i den mobilfrie hånd. Han har overskæg, pjusket hår og ølmave. Da vi får øjenkontakt løfter han cigaretluffen, peger med den og siger:
"Er det din, den dér?"
Enten er han dummere end selv stand up-komikere tillader, eller også er hans desperation ved at koste ham den sidste rest af mental førlighed. Jeg glor bare på ham uden så meget som at blinke.
"Er det DIN, den dér?"
Jeg kan ikke med min bedste vilje forstå, hvordan han kan få sig selv til at tro, at jeg har noget med sådan en transportvogn at gøre. Hvordan han får mine joggingbukser til at rime på europa-paller. Derfor glor jeg bare videre på ham, som om han er en ny attraktion i zoologisk have.
"ER det din??"
Vi får aldrig begyndt den samtale som måske - hvem ved - kunne have sluttet med fuld fælles forståelse. Jeg kommer fra et univers af mord, vold og modbydelighed. Nu vil jeg fanme have fyraften.
Jeg holder masken, vender ham ryggen uden svar, og går med disse ord i mine ører:
What is the point of this story/what information pertains/the thought that life could be better/ is woven indelibly into our hearts and our brains
22. nov 2011 20:07
Man(d) er der. Ser hele sceneriet for sig. Hvorfor? Fordi det er edder livagtigt i en BOGSTAVelig version.
Om det er den særegne Limpopo-farve eller de dobbelte sorte joggingbukser eller de musiske ørevarmere, der eroderer hans mentale førlighed, overlades til en psykologisk analyse uden offentlig tilskud.
22. nov 2011 20:16
Erik...nu er du jo også udstyret med en trænet og klassisk skolet visualiseringsevne, men jeg er glad for at billedet står klart for dig.
Han var godt nok en nulbon. Herre Jemini :-/
25. nov 2011 11:21
Det værste ved den slags episoder er, at de kan blive hængende alt for længe i bevidstheden, fordi man bare undrer sig over folks adfærd. Hurtigt videre.
25. nov 2011 13:09
Hehe, Capac...så længe jeg får lov at høre lyden af et tog i det fjerne sammen med gode gamle Paul, så går det nok endda :-)