Beologisk Institut

Jeg fandt ud af, at der var en søgefunktion her på bloggen. Jeg havde bare ikke tryllet den frem ovre til højre i marginen. Nu er den dér, og...den virker!

Der var også en arkiv-funktion, og den kan man ligeledes benytte nu. Den går helt tilbage til begyndelsen af min forrige X|tra-blog, der måtte lukkes pga digitalistisk støvletrampende dåseskinke.

Men overføringen af indlæg mellem blogsystemerne har ikke virket optimalt. Mange af teksterne ligner mere kinesisk end dansk. Et eller andet kode-problem gør at det mere ser ud som et dårligt trip.

Jeg vil prøve om de ikke kan kodes tilbage til dansk igen. Har skrevet til Dr. Johansen.

I forgårs rullede jeg en tur ud på Dokøen. Jeg havde nogle effekter, der var blevet brugt i Ulvedalene og som skulle tilbage hvor de hører hjemme.

Jeg tog Bus 66, og da vi nærmede os Arsenaløen kom jeg pludselig i tanke om den gamle sag om den syntetiske kvinde, der siger stoppestedernes navne i bussens højttalerne.

Og nej...hun er endnu ikke blevet programmeret om. Hun siger stadigvæk med smil og klang i stemmen: Galli-ongs-vej.

Hehe...

På min aftenarbejdsplads er der et tidskrav til de kunder, der kommer ind i butikken. De skal helst møde frem inden et bestemt klokkeslet. Vist har vi forskellige måder hjælpe dem når det kniber, men når de først kommer for sent, så er der stress på. Meget.

En aften står jeg på min post i det fine arbejdstøj og tager imod gæsterne. Jeg skal sørge for at de føler sig velkomne, og også lige kontrollere om de har retmæssig adkomst til bygningen. Ind ad svingdøren kommer i al hast en gruppe på fire-fem mennesker, der iler hen til de blå bånd.

Det er et ældre par og nogle yngre mennesker. De er, for nu at sige det på rent dansk...nej, det udtryk vil jeg alligevel ikke bruge. Lad mig bare slå fast at de var oppe at køre. Alle talte til alle og kom med gode råd, små tilrettevisninger og unødige irettesættelser. Som familier nu gør.  

Den eneste, der tog det helt roligt, i den kvadratmeter vi befandt os i, var mig. Vist er det mit job at få roen til at brede sig, men midt i min smilende velkomst blev jeg pludselig selv ramt af en meget voldsom stressfaktor.

Det går op for mig at ældre herre er min fætter, og han lader tilsyneladende som om han ikke kender mig. Det samme gør hans kone. Sådan opfatter jeg det og bli'r ramt af akut paffelse. Hvorfor vil min egen familie ikke kendes ved mig?

Min fætter er ellers en mand jeg respekterer meget. Han har haft en fornem karriere på et fagområde, som jeg beundrer ham for. Nu er han pensioneret. Han er søn af min fars storesøster. Jeg har i flere omgange forsøgt at få kontakt til min fars del af familien, men det er som om det ikke skal være. Det går i stå. Lidt af sig selv. Hele tiden.

Jeg lader som ingenting, mens jeg pligtskyldigt hjælper med råd og dåd. Mit hjerte slår hurtigere, mens jeg spekulerer som en gal over om de mon kan være så forvirrede at de simpelthen ikke genkender mennesket i uniformen.

De skynder sig hen i garderoben og efterlader mig måbende ved grænsen mellem inde og ude. Jeg kender ikke de yngre i gruppen. Da jeg får tidligt fri den aften,ser jeg dem ikke igen. At tænke sig. Jeg var til middag hos dem for nogle år siden, og jeg opfatter både min fætter og hans hustru som noget nær humanistiske rollemodeller.

Jeg er stadig lettere omtumlet selv om det er flere måneder siden nu, men jeg føler ikke at jeg kan gå ret dybt ned i det. De var jo, ret beset, ankommende gæster som jeg skulle servicere, hvilket jeg bestemt også gjorde. Og jeg vil helst ikke blande mit arbejde ind i det.

Alligevel undrer jeg mig. Men det skal dertil siges, at jeg aldrig har brudt mig om min faster. Måske spiller det ind i det samlede billede. Måske ville min fætter sige at det var en "sløset sjuskefejl uden forsæt, og ganske uden mulighed for personlig vinding", hvis jeg fortalte ham om mødet.

Måske. Jeg håber han nød forestillingen.

Jeg prøver i øjeblikket at overbevise mig selv om, at jeg ikke har det alt for jazzet som sådan. At jeg burde opsøge en eller anden tankesnedker, som kunne peppe mig lidt op. Hjælpe mig med at få en ny barndom.

Men jeg ved jo godt hvordan et sådant møde vil forløbe. Jeg vil komme i fortrinligt humør af at sidde sammen med et dannet og sikkert humoristisk og empatisk menneske. Den slags er jo helvedes smitsomt.

Se nu bare i dag, ikk? Jeg opdagede pludselig, at det var i dag klokken tre jeg skulle hen til min forfatterkollega Jakob. Han har lånt mig 1. sæson af 'Mad Men', og vi havde aftalt at han gav kaffe hvis jeg kom med DVD'erne.

Ergo hankede jeg op i mit dårlige lune og cyklede afsted mod en sidevej til Borups Alle. Jakobs kone, Gitte var der også. Hun serverede hjemmesmadret jordbæris og en lille skål superfood med forskellige nødder og kakaonibs.

Jeg ved ikke om det var de sunde antioxidanter. Men jeg havde ikke været der i mere end to minutter, før jeg havde det som den økologiske blomme i et økologisk æg.

I tre timer hyggede vi os med masser af god snak om alting et liv kan bestå af. Jakob har en datter på seksten år og jeg har en datter på seksten år. De hedder det samme til fornavn. Spøjst, ikk?

Min pointe er, at hvon fanden kan jeg påstå at jeg ikke har det gennemgående godt, når jeg kan have det så godt ved at sidde og tale sammen med nogle rare, kloge og åbne mennesker?

Jeg kender godt svaret. Du behøver ikke at hjælpe. Men det er godt nok alligevel tankevækkende at jeg insisterer på at være utilfreds, muggen, vrissen, vrippen, vranten, mavesur, trist, gnaven, knarvorn og alment umulig...når der findes alternativer.

Måske kunne jeg selv bestille en ny barndom? På nettet? Den er sikkert monsterdyr. Men man kan vel gnave det af?  

Normalt kan min lille halvanden værelses ikke tåle besøg af fotografer fra 'Vor Bolig' eller 'Skønne Hjem'. Mit hjem bærer mestendels præg af at der bor en mand som ingen aktuelle planer har om at komme i ugebladene.

Men lige nu kunne det sagtens komme med i 'Hammerslag' eller 'Kender du tubaen". Siden i går har jeg ikke bestilt andet end at gøre rent, rydde op og pudse vinduer. Der kunne sandt for dyden at sige holdes nonnekongres hos mig. No sweat. Og hvorfor så det?

I dag skulle jeg have besøg. Igen. Jeg skal jo flytte. Ovenpå. Om en måneds penge. Fra første sal til anden sal. Man kan sige at jeg bliver min egen overbo. Lejligheden deroppe er lissom min, men da jeg hørte den blev ledig, gik der Jens Lyn i det.

Det kan lyde mystisk at jeg gider flytte en etage op til en tilsvarende lejlighed, men jeg gør det for kun at have en underbo. Fri for at høre andre gå rundt ovenpå end rotterne på loftet. Og der er ingen rotter på loftet.

Jeg er lydhysterisk og gider ikke høre hæle mod afhøvlet gulv, hvis jeg kan blive fri. Det kan jeg nu og til den samme husleje. Og hvor længe tager det at løbe to trapper op med en seng, en sofa og lidt indbo?

I dag skulle jeg vise lejligheden frem for tredje gang. De to første har sagt nej tak, og jeg begyndte at blive lidt smånervøs for at ventelisten ikke kunne fremtrylle en ny lejer på kort tid.

Jeg kunne risikere at hænge på dobbelt husleje i en måned, og det er dumme penge at sætte til. Så denne gang ville jeg gå meget langt for at den besøgende ville få lyst til at bo i min lejlighed og få mig som sin nye overbo.

At gøre rent i krogene og sætte ting på plads, ja endda at lægge tøj sammen og placere det i tøjskabet, gør jeg ikke uden et højere formål. Jeg får semiallergi af støv. Aflyste hurtigt min tid i lydstudiet. Jeg kan ikke koncentrere mig når jeg skal andre vigtige ting. 

Det gik vist præcis som jeg havde håbet. Kvinden havde en frisk veninde med som stillede gode praktiske spørgsmål. Da de gik sagde hun at hun gerne ville have lejemålet. Jeg krydser springfingre på at det holder. Hun målte op og noterede ned. Det kan vist ikke kikse.

Den er hjemme. Op ovenpå. Anden til venstre. Jeg skal først fjerne det enorme klædeskab i kammeret her på første. Hvon fanden smadrer man et træskab? Jeg må have stedsønnen til at puste til det.

Midt i mit sterile hjemsted, glæder jeg mig til at rykke opad. Mod lyset. Ingen naboer. Ingen overbo. Kun mig og underboen og tordenbølgen af biler nede på ringvejen. Jeg vil vinke til dem i dagevis med begge hænder. Indbundne eller ej....ja, altså hænderne.     

Dejlig dag. Endnu en. Det er i sådan et vejr man gerne vil være fødselsdagsbarn. Om et par timer skal jeg til grillaften for at fejre netop sådan ét. En ung mand. Han er stor og stærk og der er vel ikke en eneste sky på hans himmel. Nå ja, hans syv måneder gamle datter er lidt småsyg. Små hvide lammeskyer gør den blå farve endnu smukkere.

Han skal have en kæmpe krammetur. Ham, jeg stadig kalder min dreng, selv om han fylder 24 år.

Solen skinnede også den dag jeg som syttenårig mistede min far. Ikke at man bagefter kunne mærke på mig at der var sket noget særligt. Det synes jeg den dag i dag er problematisk. Måske reagerede jeg ved at lukke af for følelserne, så der i det mindste var een rationel person tilbage i den lille familie. Min mor åbnede for følelserne, da det gik op for hende at hendes mand kun skulle leve i erindringen fremover.

Det var sandelig også en smuk morgen, da jeg mistede min mor. Meget tidligt om morgenen. Jeg smilede da det skete. Og græd lidt. Min søster og jeg holdt vores mor og hinanden i hånden. Lægen skruede ned for den medicin, som holdt den lille superkæmpe af en kvinde i live. Jeg tænkte kun på at det var en lettelse at hun endelig fik fred. Hun havde været syg længe.

Det er seks år siden. Plus minus et par år. Jeg har svært ved at huske den slags tal. Faktisk kommer det også lidt bag på mig at min stedsøn er i midten af tyverne. Det er som om han stadig er 21. Eller to år gammel og fuld af fart og glæde, da han stikker af fra mig på små gungrende strømpefødder. Jeg passede ham alene for første gang. Vi havde det skægt og har haft det på samme måde siden hen. Han er en god dreng. Brune øjne. Smilehul.

Jeg har det også som om jeg er en dreng. Det er jeg ikke. Og jeg ved udmærket godt hvor gammel jeg er. Snart har jeg fødselsdag. Er det ikke forkert at føle sig som et barn, når man nærmer sig midten af halvtredserne? Burde jeg ikke føle mig voksen og have pænt tjek på et større antal parametre på adskillige niveauer, selv eksistentielle?

Jo.

vores varme morgen omega
skygger af nattens maltkys
listigt i skjul bag lyskæden

i døren trak du på skuldrene
det tog jeg meget personligt
gid jeg var gået baglæns ud

hvad gjorde du mon bagefter
tilberedte en lille tynd kop te
rev spejlene ned fra væggene

"En mand i en luftballon indså, at han var faret vild.

Han reducerede højden, og så en kvinde nede på jorden.
Han gik længere ned og råbte til kvinden:
"Undskyld, kan du hjælpe mig? Jeg har aftalt et møde med en ven for en time siden, men jeg ved ikke, hvor jeg befinder mig!"

Kvinden svarede: "Du befinder dig i en varmluftballon ca. 30 fod over havet på 55° 41' 47" nordlig bredde og 10° 12' 47" vestlig længde."
"Du må være tekniker," sagde manden.
"Det er jeg," svarede kvinden, "men hvordan vidste du det?"

"Tja," sagde manden, "alt hvad du har sagt, er teknisk korrekt, men jeg har ikke nogen anelse om, hvad jeg skal bruge oplysningerne til. Og faktum er, at jeg stadig ikke ved, hvor jeg er. Det eneste jeg har fået ud af din hjælp er, at jeg er endnu mere forsinket."
Kvinden på jorden svarede: "Du må være leder"
"Det er jeg," svarede manden, "men hvordan kunne du vide det?"

"Det er enkelt. Du ved ikke, hvor du er, eller hvor du skal hen. Du er kommet op ved hjælp af varm luft. Du har indgået en aftale, som du ikke er i stand til at holde, og du forventer, at mennesker under dig skal løse dit problem. Faktum er, at du befinder dig i samme situation, som du gjorde, før du traf mig, men nu er det pludselig min fejl!"

og hver gang jeg kommer ud blandt andre er det lidt af en prøvelse, specielt hvis de allesammen har badetøj på, for så er det næsten umuligt at aflæse hvem de er og hvad de i det hele taget indeholder, især mændene, bortset fra at det selvfølgelig betyder en hel del hvor jeg møder dem, for der er trods alt stadig forskel på en belgisk bøssebar og et svensk badehotel, selvom jeg har den her upraktiske tendens til at komme frygteligt i tvivl når jeg møder lange rækker af halvnøgne mænd i en lang overdækket underføring mellem hovedbygning og anneks og der oven i købet er en lokkende lille sidegang på halvvejen - lidt lissom en afkørsel i en rundkørsel som man aldrig har taget på vej hjem fra arbejde selv om man hver gang har mærket hvor fristende det kunne være - hvorfra der hele tiden kommer mænd som skubber rullende raslende burvogne med blændende hvide håndklæder foran sig, så de nærmest spærrer vejen, men de var jo så heller ikke på ferie, på trods af deres nypressede klapbukser, og det var heller ikke fordi jeg havde nogen særlige forhåbninger om at der hastigt og lystigt skulle kunne ske noget fristende for enden af denne lille blindgyde eller hvad den nu var, slet ikke, dertil var håndklæderne lagt alt for pænt sammen i pæne svenske rækker, nej det var mere måden de sagde hej til mig på hver eneste gang, som om det ikke var noget de var blevet bedt om at sige til alle gæster på hotellet, men nu havde jeg også fået en hel del sol i netop de dage, så jeg var ikke helt mig selv når jeg gennemgik denne ferietunnel forklædt som snydesnaphane hvilket kan have været grunden til at de hilste så venligt, hvad ved jeg, og her gik jeg ellers rundt og jeg troede at svenskere er så forbeholdne, i det mindste hvad det angår, eller også handler det om at jeg - uden at vide det - har langt pænere ben end jeg er klar over 

Jeg nærmer mig Ronneby station.

I en time har min datter ventet på mig dér. Håber jeg da. Da toget sagtner farten kan jeg se hende. Hun har gjort sig det behageligt i en lille bænkniche på perronen. Det ser bestemt ikke ud som om hun har været mentalt overbelastet.

Dørene går op og jeg går hen mod hende med armene ud til siden. Hun smiler og ryster på hovedet. Kæmpekram. Hun forklarer at hun ikke havde flyttet sig fra vores plads i toget. Hun sad præcis dér hvor vi havde siddet hele vejen fra København H.

- Hvorfor skulle jeg have flyttet mig?, spørger hun med øjenbrynene højt hævet og skeptisk sammenblik. Nej, hvorfor i alverden skulle hun dog det, spørger jeg mig selv. Samme logik som gjorde mig så forvirret, i de få øjeblikke hvor jeg skulle træffe valget om at blive på perronen - eller køre med. 

Hun så mig endda udenfor toget, da jeg gik forbi hendes vindue! Det må have været da jeg i sidste øjeblik gik hen til den afgangsfløjtende togdame i den eneste tilbageværende åbne dobbeltdør. Min datter regnede med at jeg bare havde gang i et eller andet - som jeg jo ofte har - og at jeg ville komme gående ned ad gangen stille og roligt på et eller andet tidspunkt.

Det gjorde jeg jo så ikke. I stedet kom der en togdame og spurgte om hun hed det navn, hun hedder. Ja, det gør hun jo. Nå, jamen så var der en hilsen fra hendes far, som var blevet i Kristianstad. At hun skulle stå af i Ronneby og vente på ham.

Det havde min datter stille og roligt sagt okay til, og havde tilbragt ekstratiden med at læse og høre musik. Hun havde ikke været bange, men hun syntes godt nok at jeg er lidt af et tågehorn.

- Du er jo helt væk, mand!, griner hun. Og jeg griner med, og glæder mig over at jeg har så cool en datter. Vi fjoller løs, og kalder hinanden hundeansigt. Så går vi ned til badehotellet. Jeg er så lettet at jeg kunne have svævet hele vejen.

Tilbage er forundringen. Hvordan fanden kan jeg have misset hende? Gik jeg da ikke ned gennem hele toget? Var det de to unge mennesker, som jeg genkendte og som havde siddet lige over for os på den anden side af gangen på hele turen som havde flyttet sig? Jeg spurgte dem jo hvor min datter var gået hen, og de slog bare ud med armene og rystede på hovedet.

Var det måske slet ikke de unge mennesker? Er jeg på vej ind i vækfasen? Ja, det er jeg måske. Det får så være sådan. Jeg glæder mig i stedet over at have en datter, som kan mestre det uklare - en vigtig del af at leve i vores verden. Til hverdag, på ferie, til fest.

Da jeg fortalte hende om de to unge mennesker, som bare slog ud med armene, så trak hun på skuldrene og sagde: - Alle svenskere ligner hinanden. Jeg var lige ved at råbe "Gør de DET?!", som om jeg var registreret revisor og hed Flemming. Men det er jeg jo ikke. - Du er bare SÅ blank, siger min datter. Tænk hvis hun har ret?!

Anyway, Hemingway...

Det blev en typisk far/datter-ferietur. Vi gik ture ned til byens varehuse Willy's og ICA Max og købte billige colaer til minibaren. Jeg købte to BBC tv-serier i DVD-udgave på tilbud til kun 300 svenske kroner. Singin' Detective + Brideshead Revisited. Guf! 

Vi plopsede også en del rundt i hotellets nye badeland, der åbnede i mandags. Jeg lavede mit Anders And-hop fra 3-meteren, hvor jeg nærmest nikker vandet en skalle med hænderne samlet ind til brystet og benene ud til siden i skovskider-stilling.

Ellers lavede vi nøjagtigt det samme som når vi hygger hjemme hos mig. Læser, ser film, spiser, daser, dovner, surfer. Men det er sjovere at rejse ud og gøre det dér. Lære nye ord på et andet sprog.

Filmjölk. Handdukar. Snöröjas. Grädde. Kossor. Korv med mos.

Minneslap.

Den ranke hvidhårede stålbrillede togmand lytter roligt på min historie.

Han kan godt huske mig, for da han undervejs til Kristianstad fortalte mig om muligheden for at købe sodavand på stationen under opholdet, misforstod jeg hans meget kraftige skånske dialekt.

Da han tre gange havde sunget bynavnet uden at jeg forstod det...var jeg nødt til at give op. Jeg gentog derfor det svenske ord, jeg syntes han sagde: "Kroatia??" Da hans stockholmske kollega gentog ordet, forstod jeg straks og rødmede.

Nu står vi på den næsten øde perron, og der er ingen kommunikationsproblemer. Jeg taler meget tydeligt. Han beroliger mig og siger at man godt kan ringe til hans kolleger på toget, som er ude af syne. 

Rundt om stationshusets hjørne kommer en anden togperson. En lille kvinde kigger meget undersögende på mig. Hun har en mobiltelefon i hånden, og spørger om det er mig som ikke kan finde min datter? Ja, det er det, svarer jeg påtaget roligt [indvendigt skriger jeg det].

Okay, smiler hun - men hun har lige talt med sin kollega på toget...og min datter ER med. Kollegaen - som fløjtede til afgang - har talt med min datter, og har videregivet min besked om at hun skal stå af i Ronneby. Så kommer jeg med det næste tog. Om en time. Meget heldigt at der kun var en time til næste tog på en søndag.

Jeg får femhundrede følelser på een gang. Takker og smiler og må et eller andet sted hen med følelserne. Naboejendommen til stationen er 'Heliga Trefaldighets Kyrkan' som Chr IV lod opføre, mens han endnu var ved godt huld og styrede rundt med det hele og alting og alle.

Inde i kirken er der velsignet stille og meget stemningsroligt. Jeg køber et lille stearinlys og tænder det og sætter det i den dertil indrettede holder. I den fremlagte gæstebog, som er så stor at jeg tvivler på at jeg kunne flytte rundt med den, skriver jeg "Et lys for dig, rejsedatter...vent nu på far." Underskrift og dato.

Nu skal jeg bare vente. Og hun skal vente. Jeg er endnu ikke tryg ved det. Slet ikke. Hvorfor var hun ikke på pladsen? Og hvor fanden var al bagagen? Tiden går meget langsomt... 

Jeg kan ikke finde på en anden fornuftig grund til at min datter ikke sidder på samme plads end at hun må være stået af toget. Måske har hun misforstået hvorfor jeg stod af og tror at vi er nået frem?

Men jeg kan jo ikke se hende på perronen!

- Skal du ind eller ud, spørger togdamen...og jeg vælger at blive ude. Det er bedre at lade min datter køre videre mod målet end at jeg efterlader hende i en fremmed by. Situationen kompliceres af at jeg ikke har min mobiltelefon med. Den lå på bordet ved vores plads.

Jeg når lige at sige til togdamen, at hvis hun møder en pige som spørger efter sin far, så skal hun sige til hende at jeg kommer med det næste tog. Så mødes vi på Ronneby station, som ligger tre stationer længere øst på ud mod Karlskrona langs Blekinges kyst.

Jeg er meget tung om hjertet ved synet af den forsvindende togstamme. Dér står jeg. I Kristianstad, som Christian IV lod opføre i sekstenhundrede-og-hvidkål og mistede ved freden i Roskilde i 1648. Eller var det 58?

Jeg får øje på den togmand som anbefalede mig at stå af...ikke i Roskilde, men her i byen som har levnedsmidler som hovednæringsvej.

"Alle svenskere spiser eller drikker noget fra Kristiansstad hver dag", prales der på kommuneskiltet ved stationen. Jeg er mere optaget af at Sveriges laveste punkt under jordoverfladen (2,41 m) ligger lige udenfor byen.

Kan togmanden ringe til sin kollega på toget? Eller burde jeg gå over i Heliga Trefaldighets Kyrkan først og tænde et lys for min datter?

[fortsættes]  

Panik.

Jeg kan ikke finde min datter. Hun er ikke i toget og ikke på perronen. Om 10 sekunder skal toget køre videre fra Kristianstad station i Sverige, og jeg fatter ikke hvorfor hun ikke sidder på den plads som vi har siddet ved lige siden toget afgik fra Malmø.

Den kvindelige togdame blæser i fløjten og nu skal jeg vælge: blive på perronen eller køre videre med Øresundtoget, som har haft et ophold på stationen inden det skal videre mod Karlskrona. 

Det er som om afrejsen til den lille ferie på et badehotel i Ronneby insisterer på at være dramatisk. Der er ikke meget hviledag over denne søndag. Vi kørte fra København til Malmø, men så var det også slut. Vi havde ellers lige sat os godt til rette. Toget skulle efter planen køre direkte til Ronneby med stop i Hässleholm, Höör, Eslöv og Karlshamn.

Men signalproblemer mellem Malmö Syd/Svågertorp gjorde at vi måtte med Malmø's Buslinje 7 på sightseing i forstæderne. Efter planen skulle vi ankomme til Ronneby kl. 14, men det kunne vi glemme.

På Centralen i Malmø stod jeg først i kø i 20 minutter i Informationen, blot for at få at vide at jeg skulle hen til Skånetrafikkens kontor i modsatte ende af stationsbygningen...taaaak for det.

Nye billetter blev udfærdiget og vi rullede mod Karlskrona. En mandlig konduktør siger venligt at jeg sagtens kan nå at købe "läsk" i kiosken på Kristianstad station, for toget har dér et ti minutters ophold. God idé!

Jeg siger til min datter at jeg skal ind og købe sodavand. I kiosken er der for lang kø, og jeg går tilbage til vores plads...blot for at finde et tomt säde. Ingen datter. Ingen bagage. Jeg spørger de to unge, der har siddet på sæderne modsat vores på hele turen, om de har set hvor hun er gået hen - men de slår bare ud med armene.

I panik løber jeg ud på perronen og hen til den kvindelige togdame, der i det samme fløjter til afgang. Nu skal jeg vælge mellem pest og kolera.

[fortsættes]

Jeg var i det mest elendige humør i tirsdags på vej ned til min datters afsked med efterskolen.

Det lykkedes mig selvfølgelig også at sætte mig i den forkerte halvdel af østbanegrisen i Køge, så min halvdel kørte til Fakse da vi nåede til Hårlev og skilsmissen var en realitet.

Fakse er sandt for dyden at sige en pæn by om sommeren, men den er grim som arvesynden når man hellere vil være i Rødvig, og bussen til efterskolen i Boestofte kører i timedrift.

Men frem kom jeg så - iført flæskenakke, selvdøde shorts fra det forrige århundrede, en ihjelvasket t-shirt fra Walkathon 2000 og det sorteste lune jeg har haft siden...tja, vel siden i sidste uge.

Goddag, datter og goddag, ekskone.

Og goddag til ca. 150 unge mennesker medsamt fædre, mødre, ekser, pap-, sted-, plastic, bonus-, adoptiv-, gule plader-forældre, aspiranter og aspiriner, søskende, børnebørn, bedsteforældre, topmaver, sandaler, mandaler, vandaler, telefoner, kameraer, lærere, personale, biler, kaffe, småkager og en næsten fysisk sky hen over hovederne på de snart tidligere elever bestående af sammensparede erindringsglimt fra et skoleår på udebane med omkalfatrende personlig udvikling over en bred hanekam som ekstra topping.

Bortset fra at der ikke er hanekamme på SGI. Det er nemlig en pæn skole og det er helt fint med mig. Godt, der ikke er dresscode for besøgende forældre på afslutningsdage.

Ved gymnastikopvisning i hallen - den sidste af en lang række som eleverne har lavet landet rundt i årets løb - fik jeg øje på en ellers køn mørkhåret pige, der kæmpede for ikke at bryde sammen mens hun hoppede og svingede med armene til musikken. Hendes ansigtsudtryk krakelerede i små lyn af gråd. Hun dansede lige foran mig. Det var så smukt.

Smukt?? Jo, selvfølgelig var hun dybt fortvivlet. Hun kunne ikke holde tanken ud om at skoleopholdet ville slutte lige om lidt. Væk fra de nye veninder. Ikke flere opvisninger landet rundt. Ingen skiture til Østrig. Ingen snydekys på afdelingen. Bare PUF...og så: stilhed. Hun sørgede faktisk. Og jeg græd lidt med hende. Og smilede.

Jeg elsker efterskolesystemet for at det kan udsætte unge mennesker for så stor en sorg i så tryg en ramme. Hun lærer, at det allerlykkeligste pludselig kan ophøre, lige meget hvor meget man ville ønske at det kunne fortsætte. Eksistentiel træning på et både dybt og praktisk niveau.

Det var ikke min datter. Hun kneb også en tåre, men ikke mens hun gled afsted på plasticsække til rå Metallica-rock. Først da de var løbet ud og ind i sidehallen. Og jeg tror godt jeg ved hvorfor hun tog denne sidste dag i 9. klasse så forholdsvis fattet.

Hun skal jo på efterskole igen i 10. klasse efter sommerferien. En anden skole i en anden by. Med ny overskrift. Musik og sang. Fra at bevæge sin krop til at bevæge andre med sin røst. Krop og sjæl. One Love.

Jeg var i bedre humør på vej hjemad. Det tordnede og regnede. Fint med mig. Sålænge min datter nynner når vi siger farvel.