Beologisk Institut

Jeg venter stadig på svar fra bloggens tekniske ejer, der meget gerne må fortælle mig hvorfor de indlæg, som jeg har forsøgt at importere fra min gamle spamdræbte Xtra|blog - der har samme ejer - har den fejl at bogstaverne æ, ø og å er blevet til en nogle mystiske og grimme forkerte tegn.

Det er sikkert noget med noget programmeringskode, eller noget.

Suk...skal jeg virkelig gå ind med håndkraft og rette i 4-500 indlæg?

UPDATE: Jeg holder simpelt hen ikke ud at have så grimme og ulæselige indlæg på min blog, så nu har jeg midlertidigt fjernet arkivet med de gamle indlæg. Det kommer ikke på igen før jeg har fundet mirakelkuren mod de kodningsmæssige omkalfatring, som ret beset ikke skulle kunne ske.

Der er visse episoder fra ens liv man kan huske.

Første skoledag, første kys, første brandert, første smøg, første gensidige oralsex, første flytning hjemmefra. Den første lønseddel, første bil, første rodbehandling, første gang man prøver at snyde i skat, første gang det bliver opdaget. Første huslån, første bryllup, første barn, første skilsmisse.

Alt det kan jeg, måske med enkelte forbehold, skrive små tjektegn ud for. Men nu har jeg, i mit tre-og-halvtredsindstyvende år haft en førstegangsoplevelse som jeg slet ikke kan komme mig over.

Det er stadig ikke helt gået op for mig at det virkelig er sket. Men jeg oplevede en meget stærk impuls. Og jeg mener...for tyve kroner er det da festligt at kunne gå stolt op ad Frederiksborgvej med den sædvanlige slidte mulepose i den ene hånd - og den helt nye ting i den anden.

Nu har den allerede fået en fast plads i min nye lejlighed, og jeg glæder mig til at kunne tage den i brug. Jeg tror ikke at mit liv bliver helt det samme nogensinde igen. Fra nu af skal jeg aldrig mere vrissende og bjæffende få spindelvæv i hovedet mens jeg roder rundt i krybekælderen eller på loftet for at finde en, jeg kan låne.

For nu har jeg jo min helt egen. For ever.

Og jeg fatter ikke hvordan jeg har klaret mig uden i alle de år. Men nu har jeg den. Plasticoverfladen er fin og blank. Skinner næsten. Den er så fin. Min nye flotte ti liters spand. Med sort hank. Uh, hvor skal jeg vaske køkkengulv inden min søster kommer til kaffe om få dage. Stol på det. 

Om få dage flytter jeg. Ikke meget, men dog.

I den ejendom jeg bor i er der tre etager og jeg har i ti år boet i den mellemste køje. Jeg er med årene blevet mere og mere lydhysterisk, og da jeg fik chancen for at overtage min overbos lejlighed, der er mage til min i størrelse, slog jeg til. Jeg vil i fremtiden kun have en underbo og tildels en nabo, men der er ikke vægfællesskab andre steder end i det lille kammer Og min nabo har præcis samme trang til fred og ro som jeg, især om natten på hverdage.

Måske er det lidt pjattet at flytte på den måde, men jeg tror det vil bekomme mig godt. Jeg tror at jeg vil føle mig mere fri, sådan helt fysisk. Og jeg er ret spændt på hvordan det vil føles at skulle bo i noget, der på den ene side minder meget om det jeg kom fra, men hvor der alligevel må være nogle forskelle. Gulvet er vistnok afhøvlet. Det er mit ikke. Køkkenet er nok anderledes. Badeværelset. Lydene. Stemningen.

Når man som jeg er nærmest materialeignorant og let kan få tics ved det blotte syn af et stykke værktøj, så er det her en spøjs måde at forbedre boligkvaliteten på. Min overbo har kun boet deroppe i et par år eller tre, så der er helt sikkert blevet både malet og alt muligt. Det lyder jo forjættende. Jeg har ikke malet hernede i den tid, jeg har boet her. Til gengæld venter der min efterfølger tyve tusinde kroner på vedligeholdelseskontoen til at shine op og høvle og male og file og pudse og ordne og den slags. Fint med mig.

Jeg er spændt på hvor længe det tager at flytte de to gange ti trappetrin op. På den ene side føles det som om det vil tage en halv eftermiddag, men min erfaring siger mig at den slags altid er langt mere bøvlet end som så. Vi må se ad. Den største hurdle (godt dansk ord) bliver måske at rive det store klædesskab ned, som jeg arvede fra min forgænger. Så er det godt at have en datter med girl power. Og i min nye lejlighed får jeg noget, som vil kunne forbedre melatoninbalancen.

Gardiner! (jeg arver min overbos).

Allerede i toget på vej til det første intromøde på min datters efterskole, genkender jeg hende. Min klassekammerat fra første klasse. Ved siden af hende en mørkhåret dreng med bløde fine ansigtstræk. Det må vel så være hendes søn, og jeg tænker at det da er lidt af et tilfælde at vi nu skulle sende hvert vores barn på den samme efterskole.

Selvfølgelig overvejede jeg at gå hen og præsentere mig, men valgte at lade være. Hun var nemlig dengang en del af en pigegruppe som jeg havde mægtig respekt for. Jeg mener at huske at hun altid gik sammen med to andre piger, og de havde et fællesskab og en sammenhængskraft som jeg nok intuitivt holdt mig på sikkerhedsafstand af.

Min første skoletid blev en intens prøvelse. Jeg var i forvejen mere hudløs end jeg måske selv var klar over, og da jeg ikke havde gået i hverken vuggestue eller børnehave, så havde jeg ikke just det store kørekort til omgang med 20-30 jævnaldrende, plus det løse i skolegården.

Skolen hed Bakkegårdsskolen. Senere har jeg fået at vide at det er en stræberskole, men det ved jeg ikke om den selv vil være enig i. Det var i Gentofte, ja, men trods alt i Vangede. Sikkert er det, at disciplin eksisterede i 1964. Vi marcherede ind i klasserne to-og-to. Og lærerne, eller nogle af dem, slog os, nev os og hev os i ørerne.

Det var ellers ikke lærerne, der blev mit største problem. Tværtimod er jeg ret sikker på at jeg holdt meget af timerne. I dem er der et på forhånd tilrettelagt forløb. En begyndelse, en midte og en slutning. En fast ramme. Indenfor den kunne man så improvisere, og det tror jeg at jeg var ret genial til. At optræde.

Jeg kan endnu protokollens opremsning udenad. Og hende, som jeg så i toget på vej til musikefterskolen var den sidste i navnerækken. Jeg har set hende ved flere af møderne på skolen forud for skoleårets begyndelse, som fandt sted forleden. Og hvor hun henvendte sig til mig.

Vi stod ude foran efterskolen. Jeg ventede på min Fru X, som skulle komme kørende med min datter. - Bent Otto?...hører jeg skråt bag mig, og ved selvfølgelig hvem der siger det, for jeg holder hele tiden øje med hvor hun er.

Jeg siger så hendes navn. Lad os bare sige at hun hedder Ulla. Hun er meget, meget venlig, og fortæller at hun har fortalt sin søn om mig. Og at hun nu sandelig vil sige det til en af de andre piger fra vores gamle klasse, som hun stadig ser.

Ulla og jeg nåede at gå i skole sammen i seks år. Så måtte jeg flytte skole. Jeg var blevet mobbet i det meste af tiden. Klassens tykke dreng, var den rolle jeg fik og gik ind i. Og selv om jeg sikkert prøvede at klovne mig væk fra hvor slemt jeg egentlig havde det, så var jeg ikke mange gymnasiesild værd.

Derfor undrer det mig også at høre de ord, som Ulla siger til mig. Om at jeg var så....ja, hvad sagde hun? At jeg kunne læse inden jeg begyndte i skolen. Kunne jeg det? At jeg spillede plader for hele klassen, især en med Dirch Passer og Keld Petersen. Gjorde jeg det?? 

Jeg har ingen erindring om de to ting. Og derfor har jeg bestemt mig for at tale noget mere med hende. Om hvad hun mere husker. For jeg har sikkert fortrængt mange af de gode ting. Jeg husker mest de slemme. Jan, lederen af drengegruppen i klassen, Læderhandskelussingen sidst i det store frikvarter fra gårdvagt Sørensen, da jeg var "blevet sat" foran løveskulpturen.

Hvordan og hvad man husker fra sin barndom er noget, der vist forskes meget i. Fortrængning. Kan man overhovedet stole på sine egne og andres hukommelse? Mon Ulla overhovedet kan huske andet end gode ting?

Vi må se ad.

Min særligt gode blogven EHU sendte mig en mail i dag. Ønskede tillykke med fødselsdagen, og lavede en lille status over nogle af de ting han syntes jeg har kunnet glæde mig over i det forløbne år.

Når jeg læser hans ord, så bliver jeg helt glad på vegne af den person, han skriver om. Jeg tænker, at han har det sgu godt, ham dér! Og så kommer jeg i tanke om at ham, han skriver om, er mig.

Nå ja...jeg er jo mig. For det meste da.

I nat drømte jeg en syret drøm. Jeg boede i en ret høj etagebygning, og da jeg kom tilbage efter et eller andet ærinde, havde man revet huset ned. Jeg gloede på bunken af sammenstyrtede murbrokker, og tænkte med stigende rædsel på alle de ting, jeg nu havde mistet. Billeder, bamser, bøger og bunker af alle mulige andre ting, som hører mig til.

Jeg blev stiktossset, og stod på fortovet og rasede mod en eller anden som åbenbart havde glemt at give mig besked på forhånd, og det var faktisk først da jeg så småt vågnede i morges at jeg kunne regne ud, at hvis jeg kunne ligge her i min seng, så havde jeg jo nok det meste af mit indbo endnu.

Skal vi lige lege psykolog her, så handler drømme om huse ofte om hvordan man opfatter sig selv. Jeg er da i hvert fald kommet ned på jorden, kan man sige - og selv om jeg har mistet alle mine ting, så har jeg dog overlevet det - og kan stå dér og svinge med armene.

Jeg skal jo pudsigt nok snart flytte, dog kun én etage opad i det samme hus og i samme side af opgangen. Man kan sige at jeg skal være min egen nye overbo. Men her på min fødselsdag ramler hele lortet altså sammen, og jeg må gå ud i verden uden en masse (tyngende) ting? Drømmen kan sagtens tolkes positivt. Noget med frihed til at flytte sig.

Men omvendt...de ta'r jo røven på mig i den drøm. Det er ikke godt. Ingen manerer og pli..! Nå, men det var jo kun en drøm, og jeg vil hævne mig ved at komme med et fødselsdagsønske.

Da jeg udgav min fodboldkrimi i 2002, havde jeg håbet at den kunne give mig en platform til at kunne komme rundt i landet og møde en masse dejlige mennesker ved nogle foredrag. Jeg elsker den form for samvær. Højskolestemningen. Men bogen blev ikke min vej ind i den verden.

Måske var det meget godt alligevel. At emnet ikke skulle være fodbold. Siden 2003 har jeg indlæst over 130 lydbøger og jeg ønsker meget at den rolle kan gå hen og blive min grund til at møde læsende lyttere.

At vi indlæsere - og ikke kun de i forvejen kendte skuespillere - kan blive lige så interessante mødeobjekter som bogens forfatter. At vi ikke blot er et teknisk hjælpemiddel. Tænk, at jeg pænt har måttet anmode DR og forlag om de ikke nok ville være venlige også at opgive navnet på indlæseren. Nå jo, har de sagt. Jamen...tak for det.

Jeg håber på at lyttende læsere får mere og mere lyst til at møde os indlæsere og få en snak om lydbøgerne og måden at indlæse. Gi' os noget feedback. Det er mit ønske. En masse foredrag rundt om i landet på biblioteker og i forsamlingshuse. 

Indtil da vil jeg lige grave bamserne ud af det sammenstyrtede hus. Jeg er ikke ræd for at få en ny selvopfattelse, men ingen skal med min gode vilje smide mursten i hovedet på mine bamser.

Må jeg lige være her..! - som min far altid sagde, når han ville sige noget meget, meget bestemt.

skif-
læser jeg
lige som i går
nede i glaskassen
hjertestykkerne i skif-
mere får man ikke at vide
når man går over broen efter liv
og finder et øjebliks stilheds sted
for to mænd med modstand nok til flere
måske ofre for defekte kuglepenne
jeg kender til sprængfarligt stof
nu baglæns hjemad i vogn 32
som jeg har pladsbillet til
mod fyn via sjælland
vognen findes ikke
siger togmanden
om sommeren
tilføjer han
skif-

På en stemningstæt miniferie med fem overnatninger i det jyske kan man sagtens nå hele spektret rundt, også selvom det er meningen man skal slappe mest muligt af.

På andendagen var jeg for eksempel tæt på at tjekke ufrivilligt ud. Helt ud. Efter morgenmaden lå min datter på værelset og slangede sig på sin gode seng. Vi skulle straks derefter på heldagsudflugt til Endelave, så det gjaldt om lige at få de sidste liggeminutter ud af morgenen inden færgeafgang.

Jeg bøjede mig ned til hende og gav hende en god faderkram. Det udløste modsat et af hendes faderanfald. Armene rundt om halsen på mig. Hun nægter at slippe. Det er jo bare dejligt, men jeg har et presserende og uomtvisteligt uopsætteligt ærinde på badeværelset, så jeg prøver at frigøre mig. No way. Min datter er bomstærk. På sjællandske håndboldbaner har mangen en stregspiller med stor og langvarig græmmelse fortrudt at de låste arm med hende.

Jeg gør et kraftigt forsøg på at rette mig op, mens hun i lægeroman-stil og masser af godt grin bedyrer at jeg ikke må gå. Naturen kræver dog stadig sit og nu vil jeg af med hende. Men nixen von bixen, bessefar - og idet jeg med kraftanstrengelse alligevel retter mig helt op med hende som en stædig abeunge rundt om halsen, rammer min hæl i tilbageskridtet kanten af hendes kuffert, som jeg har glemt at hun har efterladt bag mig på gulvet.

Balanceevnen er nu overdraget til tyngdekraften. Vi vælter som et fældet træ og ramler baglæns og hårdt ind i kanten af mit natbord. Jeg har måttet opgive at styre faldet på grund af kuffertkantens benspænd. Faldet minder om en brydekamp, når den ene af bryderne prøver at lavende en flyvende mare med den anden. Eller i dette tilfælde det helt nyopfundne kast: en trekvart Hansen.

Min datters hånd kommer i klemme mellem min ryg og bordet og jeg frygter at hun har fået en skade. Forstuvelse. Brud. Et lille sår har åbnet sig på den ene finger. Men det viser sig at vi har været meget, meget heldige. Store tårer danner sig i hendes øjne - men det er mest ved tanken om hvor galt det kunne være gået med mig, siger hun senere på færgen. Et plaster har forlængst klaret den lille rift.

Og ja...jeg kunne let have hamret nakken eller baghovedet eller tindingen ind i bordkanten, men der skete intet med mig. Gammel målmand? Jo, men den form for tumlen bør man henlægge til lidt mere forede forae. Ikke på hotelværelser med spidse møbler. 

Vores udflugt blev i øvrigt feriens højdepunkt, synes jeg.

Hun derimod, synes sikkert at  højdepunktet var da hun vandt et sæt over mig i færgegårdens bordtenniskælder.

På fjerdedagen har vi været på vandring rundt om en fin sø, og har en times ventetid på bussen. Vi går ind i den omdiskuterede Bilka-filial i Horsens. Hun sætter sig og læser fantasy-roman. Jeg går ind og leder efter de 20 par strømper, man kan købe for 80 kroner.

Pludselig hører jeg stemmer. Eller rettere - jeg synes at jeg tænker alt, alt for højt. Jeg hører mig selv sige noget om lejemordere og tiden efter at apartheidstyret blev væltet i Sydafrika. What the ÆF?!...som min datter ville have sagt.

Jeg runder et hjørne, og ser en reol med lydbøger. Nær gulvet står en lille ghettoblaster, der afspiller Jo Nesbøs krimi 'Panserhjerte' indlæst af...mig. I denne uge kan man købe alle Nesbøs romaner til 49 kr. både i trykt udgave og som lydbog. Og man bruger altså mig som lokkemad.

En nydelig ældre dame lytter til afspilningen. Jeg viser hende coveret, og peger på indlæserens navn. Hun ryster på hovedet, og siger at hun ikke kender ham. - Det er mig!, si'r jeg...og det synes hun er morsomt. Hun si'r at hun beundrer dem, der bare sådan lige kan læse sådan noget op. Hun holder meget af at høre lydbøger, fordi hun falder så let i søvn hvis hun selv skal sidde og læse bogen.

Jeg fortæller, at nogle synes jeg læser for langsomt op, men det protesterer hun imod. Tværtimod er mit tempo det helt rigtige, hvis man skal lytte mens man står og stryger, si'r hun. Og i øvrigt synes hun min stemme er meget behagelig. - NU går jeg!, si'r jeg, som om jeg er vældig genert, men i virkeligheden labber jeg det i mig.

At jeg selv synes at jeg lyder som en frø med astma, er så en helt anden sag. Mon ikke jeg skal lade andre om at bedømme det? På vej hjemad mod Snaptun Færgegaard i Bus 104 mod Juelsminde kan jeg ikke skjule et lille smil. Det er ikke så dårligt (som de siger herovre) at få lov at læse historie for Bilkas kunder. Det er ikke lisså fint som at optræde på scenen på min aftenarbejdsplads, men jeg tror man skal være varsom med at gradbøje den slags.

Synet af de høje stakke med lydbøger som jeg har indlæst, er fint nok til mig. Det er rart at vide at der findes 130 lydbogsromaner som jeg læser op, til den dag hvor bordkanten har fået mig ned med nakken for alvor. Jeg har f.eks. kun to sætninger med min fars stemme, på et kassettebånd fra 1969. Mine børn har indtil videre omkring 1500 timer.

Der er vist til et par regndage på gode feriestunder i tidens fylde. Skulle jeg mene.

         

           

Telefonen i min bukselomme ringer og vibrerer for tredje gang på kort tid. Igen er det cykelfar fra Havnen. Nu er han kørt på tværs af tykningen ved den indhegnede fårefold i det fredede område på nordspidsen af øen Endelave. Han vil vente dér hvor de to små veje mod Øststranden og Kongevejen mødes, si'r han. 

Jeg tror i hver fald at det er det, han siger. Hans skønne jyske dialekt lyder for mig som en krydsning mellem Tom Waits og en bokser, der lige har slået øjnene op efter sit livs første knock down. Men meningen er klar nok, og jeg ryster smilende på hovedet over den service, jeg får.

Da min datter og jeg ankom til Endelave med færgen af samme navn, var jeg i et dilemma. Skulle vi vandre eller cykle rundt. Jeg elsker at gå lange ture, men min datters fødder har det med at sætte tekniske handelshindringer op, så hun ikke kan bevæge sig til fods uden at have plaster med. Og øen fortjener at blive set.

Vi går hen til Strandvejens Cykeludlejning. Jeg siger 'to cykler' til den unge mand, sikkert arvingen til koncernen. Jeg vifter med pengesedler, og da han siger tallet hundrede begynder min datter og jeg at undersøge lommer og tasker, fordi jeg ikke har to hundrede i kontanter, og dankort kan ikke bruges her. Så skal vi op til købmandshandelen.

Næh nej, siger cykeludlejer junior så...det er hundrede kroner i alt. Altså, leje af cykel i otte timer for halvtreds kroner. En overraskende lav pris. Jovist. Men nu kommer vi til det. Jeg spørger for sjov om der følger en servicevogn lige bag efter os. Cykelfar kommer til og siger nej, men hvis vi punkterer skal vi bare ringe på nummeret foran på cykelkurven. Så kommer han med en frisk cykel indenfor et kvarter.

Sikke en service.

Da vi når ud på hjulsporsvejene af grus oppe på nordspidsen punkterer min datters cykel på forhjulet. Vi ringer. Lange forklaringsforsøg på hvor vi omtrentligt er. Cykelfar kører forgæves til den ene indgang, men lover telefonisk at køre på tværs og hen til den skovvej vi kommer trækkende på. Da vi mødes siger han at han har måttet låne naboens minibus, fordi den sædvanlige servicevogn er til syn.

Få minutter senere kører far og datter igen på den idyllisk sommerglade ø, hvor der ellers godt kan skjule sig dramaer under postkort-stemningen. De tusind vilde kaniner er på vej til at genopstå efter at kaninpestsygdommen Myxomatose nærmest har udryddet bestanden, og fluerne skal tænke sig godt om inden de vælger flyverute, idet den kødædende plante Soldug vokser vildt i området. 

Men for os to stemningsdruknende københavnere er alting bare godt. 

Jeg er tæt på et lykkeanfald og laver en lille cykelfilm, hvor min datter og jeg skiftes til at holde kameraet. Sceneriet minder om en Morten Korch-film, og jeg føler mig som en harmonikaglad Poul Reichhardt iført stråhat og med kornstrå i den ene mundvig og en sang om tiltaleformen mellem mennesker og himmelfugle i den anden.

Ferie.

 

PS. Allerede på færgen på vej til øen fik jeg et forvarsel om at det ville blive en god dag. På en bænk på dækket får jeg øje på en nydelig ung dansk sommerpige med lyse krøller. Jeg tænker straks, at det er sgu da alligevel utroligt som hun ligner min team-kollega Mette Swailgard ude på skråleøen. Det viser sig at der er en god grund til ligheden. Det er hende. Hun er på arbejde som handicaphjælper, og skal en uge i sommerhus. Prøv at regne sandsynligheden ud for at hun og jeg skal mødes netop på den færge i den landsdel og på lige præcis den afgang.

Ferie. Små zoner af lys. Min datter og jeg råhygger på værelset. Hver vores bærbare. Guf. Kaffe. Musik. Grin. Jeg går lige over til havnebutikken fire skridt fra færgegården for at købe kolde colaer, og får øje på nogle gammeldags 25 cl-sodavandsflasker i køleren. Antons Saft. Økologisk Mangodrik. Det er en lokal sundhedsapostel som hjemmedyrker bær og frugter og hælder det færdigt flydende produkt på de små flasker med Ø-mærke på. Der er også hyldeblomst, solbær, tranebær og æblemost.

Mango. Jeg husker pludseligt de mange måltider i Carry Home|Curry Home på Vesterbro, da jeg boede i Skadebanegyde midt i firserne. Hver gang jeg nød Dall, Lentils, Vegetables, Lamb curry og chapatibrød drak jeg glas efter glas efter glas af tyk mangojuice, og jeg elskede hver eneste mundfuld.

Tilbage på værelset afkapsler vi flaskerne, som vi har rystet i flere minutter for at få frugt og væde til at gå i kompagniskab indeni. Min datter løfter øjenbrynene under og efter den første tår. Jeg åbner min og tror ikke min egen smagssans. Pludselig er vi på ferie i Indien og ikke i Snaptun.  

Dagen efter er vi på cykeltur rundt på Endelave. Vi ser en propelflyver lette fra den lille flyveplads, hvor et opslag på en ladedør meddeler at det koster 50 kroner at bruge græsbanen, og at piloterne godt må campere ved siden af flyet. Et opslag advarer om, at der "hverken er tower, radio, flyveleder, benzin, told, politi eller hospital, så flyv forsigtigt. Men en Sognefoged har vi !!!" Man kan bare lægge de 50 kroner i der dertil ophængte plasticposer og smide dem i postkassen ved siden af. Og man skal helst ikke lande for tidligt på bane 29, fordi "naboen får forhøjet blodtryk af hjulspor i sin kornmark."

Der er andre flyvende objekter i luften. Tusinder af bittesmå tordenfluer er ved at gøre os sindssyge. Jeg skal til at sige til min datter at disse lortedyr også kaldes gnavpander, men får i det samme tre-fire af dem direkte ind i munden. Velbekomme. De er sikkert økologiske og fedtfattige proteinbomber, men det er svært at glæde sig over, når det kilder i maven.

En stor classic-fadøl på kroen tager det værste, og min datter bliver ferieven med en lille kattekilling. Den hedde Tante Tut, siger kromutter. Selvfølgelig hedder den det. Hjemme på færgegården venter den hvidløgsmarinerede grisesteg med den ubegribeligt velsmagende svampesauce. Og rejemaden og ingefærlaksen. Sprængt oksebryst med peberrodssauce. En halv flaske Amarone. På værelser venter Anton og terapeuten Paul Weston.

Vi har det godt. 

Efter den første nat på den lille færgegård i Hedensted kommune mangler jeg endnu svar på følgende: kan man tænde på en båd? Ikke på den svenske måde, hvor man sætter ild til, men på den danske. Sexmåden. 

Min datter og jeg åbnede et cellofanfriskt SCRABBLE i aftes, og fordi det var første spil og fordi vi havde glemt at tage en ordbog med, så godkendte vi mange pudsige ord: bådetændt. Jeg er jo ikke lyriker uden grund, så det falder mig mere end svært at afvise sådan et ord, også selvom det gi'r hende tredobbelt bogstav- og ordværdipoint.

Hun vandt. Stort.

På værelset bydes vi velkommen af en hvid vandkoger, gode madrasser og et udvalg af flot redigerede omegnsbrochurer og færgetider på print.

Hvis man ikke gider gå udenfor - og sådan er der nogle københavnere der har det - så er der aktiviteter på og omkring færgegårdshotellet. I en lille glad folder står programmet at læse uge for uge. Jeg læser højt og langsomt op for min datter, så hun kan se de enkelte programpunkter for sig: 

Uge 27: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Hun ser på mig. Jeg læser videre uden at fortrække en mine:

Uge 28: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Hun smiler. Jeg fortsættter som en bedemand, der læser kistepriser op for en efterladt:

Uge 29: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Hun griner. Højt nu. Jeg er rolig. Helt rolig.

Uge 30: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Høje hyl og hovedpudekramning. Jeg lader mig ikke kue.

Uge 31: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Nu ligger hun på gulvets bløde tæppe, holder sig for maven og trygler mig om at stoppe. Men nej:

Uge 32: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Hun har det bedre nu.

Vi elsker ferie.

Der er meget hygsomt på feriestedet. Nydeligt på enhver måde. Timiansky. Sne på skærmen. Stuefluer. Dej og isterninger kan hentes i receptionen. Man kommer inde fra Horsens, og idet Bent Thykjærs Bus 104 svinger væk fra Glud, så går det stejlt nedad mod det lille færgeleje.

Man mærker i mavesuget hvordan istiden har skåret landet op i bakker og dale, selvom der stadig er et stykke vej til Himalaya og Hønefoss. Men mindre kan jo gøre det. Udsigten over fjorden er en gud værdig.

I nat fangede jeg en flue med min bare højrehånd. Det vil min håndkirurg Dejan på Solbjerg Klinik, blive stolt af at høre. Kan man det, få uger efter en springfingeroperation, så er langtidsprognosen positiv.

På torsdag gælder det venstre pegefinger. Jeg er helt rolig. 

Og nu? Kaffe...

1) Min sovebog kan nu lånes også i hovedstaden. Vist stod den omtalt i kommunens system, men de ville tilsyneladende ikke ofre fyrre kroner på at anforskaffe den. Pudsigt, når jeg nu bor i kommunen, og når tolv andre kommunebiblioteker landet rundt gerne ville tage chancen. Så spurgte jeg Inge på Filosofvænget, om de måske ville have et ex. foræret...kunne det gøre tricket? Ja da, lød svaret...og nu er den på hylden. Eller rettere: den er allerede udlånt. Tihi.

2) Min meget gode blogven CAPAC, som sandt for dyden at sige ikke er nogen kulturnovice, men tværtimod må siges at have sin empiri boltet fast nok til at kunne klare sig frelst igennem en hvilken-von-helst diskurs om verden, tiden, døden, kvinden, musikken og Ove Pedersens neglebidende problemer med at få det første point på tavlen for EfB's superligamandskab, har til min uforbeholdne lykke og ydmyge taknemmelighed sagt ja til ikke alene at læse sovebogen - men også til at sige sin mening om den. Læs den her.

"Specialisterne i dette forhold, de søde væsener, der gør det, som filosofferne ved kun er adspredelse til en forretning, påstår, at forfattere, malere og musikere, kort sagt alle som har tilknytning til kunsten, ikke gør nogen strålende figur i kærlighedskunsten. Der er mere af munden end af ulden. De raser eller sukker, taler store ord eller indtager mangen en romantisk attitude, men da de elsker sig selv eller kunsten (hvilket for dem er et og det samme) mere end genstanden for deres følelser, ender de med at tilbyde skal, når den omtalte genstand med sit køns praktiske sunde fornuft forlanger kerne. Det kan være det forholder sig sådan, og det er måske grunden (hvad ingen før har antydet) til, at kvinder inderst inde nærer et så voldsomt had til kunsten."

W. Somerset Maugham i romanen "Ashenden eller den britiske agent" (1928)