En-to-fire-syv
3. mar 2012 10:42, BeologenOm et par måneder har jeg ikke længere nogle børn.
Eller, de er der sådan set stadig, men så er de begge to voksne på papiret. Og så kan jeg gå hen i kurven og lægge mig. Det har jeg for så vidt allerede gjort. Gnaver lidt på yndlingsbenet.
Glæder mig til de små rundture om mig selv i kurven, inden jeg lader mig dumpe ned i liggende stilling. Så er jeg et kort øjeblik dejligt småsvimmel, lissom dengang jeg kunne tage den helt store tur.
Jeg ligger lunt og godt og tænker tilbage.
Cypern. Min datter er to år, højst. Hun står yderst på vippen over poolen på feriehotellet. Hun har en smart lille gul badedragt på. Ser ned på vandet. De to badevinger på overarmene får et sidste tjek. Hendes lille mave bevæger sig ud og ind. Det her kræver lidt ekstra luft. Hun rækker begge arme i vejret, peger på sommerhimlen med to pegefingre, råber "EN-TO-FIRE-SYV" - og kaster sig ud i den svævende forventning.
PALUMS!
Hun er stadig en vandhun(d). Måske skal vi lige ud og poolplaske en sidste gang inden hun bliver voksen. I noget sydsol. Det gad vi nemlig godt, og så håber jeg at hun vil gå nogle meget lange ture med mig. Det kan jeg jo så godt lide.
Trofast.
3. mar 2012 11:35
:o)
3. mar 2012 12:04
Når BEO ligger sammenrullet nede i seniorkurven og tænker på den feminine tvangsarving, opstår naturligt en heftig aktivitet i hippo campus.
Med de tætte bånd mellem far og datter er der absolut grobund for at planlægge mange GPS-styrede traveture fra campus til campus.
3. mar 2012 13:47
Hehe...ja, hun er en god pige, er hun så. Meget :-)
4. mar 2012 08:37
Gå hen i din kurv? Det er da noget, du tror. Mine hvalpe er for længst blev 'voksne' på papiret. Alligevel holder de mig væk fra den lune kurv hele tiden. Og inden længe begynder de sikkert at komme med deres eget kuld af hvalpe. Næ, børn har man hele livet. Forældre er man hele livet. Vuf-vuf.
4. mar 2012 11:49
Capac...vi må se ad. Måske er det ulvetider. Måske skal jeg af med en hund eller to. Måske får jeg en kurv. I hvert fald kan jeg mærke meget tydeligt, at min trang til at søge hen imod den - og gå rundt om mig selv - er et eksistentielt, om ikke ståsted, så udgangspunkt. Man kan være en hund efter meget, og der kan være hundekoldt på toppen af selv det mindste bjerg. Også et, hvor kvæget bisser.