Gribe og gøre i og med
2. jun 2010 11:21, BeologenDet skete en tidlig formiddag for et års tid siden i Operaen på Dokøen.
Jeg stod i kongesiden i foyeren foran et af de store panoramavinduer. Det var en af de specielle vagter hvor der ikke er forestilling, men hvor jeg skal være til rådighed for gæster som har lejet lokaler til møder og konferencer.
Henne ved busstoppestedet holder en taxi med et af mødets værter i. Den kan ikke komme helt hen til Operaen, bl.a. fordi nogle såkaldte pullerter er oppe. Jeg ringer til vagten, som sænker disse spærreanordninger, men se om chaufføren får øje på det!
Jeg løfter højre arm med et ryk for at vinke og pege, men hamrer hånden hårdt ind i glasset lige foran mig. Tommelfingeren får et kraftigt vrid. Det gør vildt ondt og jeg bli'r rasende på mig selv. Flov. Samtidigt kan jeg mærke latteren i maven. Nu er jeg automatisk optaget i klubben af uheldige ofre for et besynderligt optisk bedrag: at der ikke er glas i Operaens store vinduesruder i foyeren...
Det lyder måske utroligt, men når ruden er tilpas stor nægter hjernen åbenbart at indrette sig efter andet end synssansen, hvis den er optaget af at fokusere på et fjernt mål udenfor. Før der blev sat små advarende operalogo'er op på ruderne, gik gæster ofte direkte ind i vinduerne og nikkede dem nogle gevaldige skaller.
Der gik mange måneder før ledbåndene i tommelfingeren fik det nogenlunde igen. Og nu har jeg så fået nye håndfaste udfordringer. På kort tid har jeg i samme tommelfinger og i venstre hånds pegefinger fået såkaldt springfinger, som gør at jeg kun med anstrengelse og smerte kan bøje et af leddene.
Det er mærkeligt sådan at blive småhandicappet. Det kan gå væk af sig selv, men kan også opereres. Tanken byder mig imod. Jeg har heller ikke tid til at blive opereret nu, hvor jeg styrter rundt i Dyrehaven og bruger hænder og fingre til at sælge alt muligt merchandise. Og bagefter skal jeg på ferie med datteren. Og, og, og...
Selvfølgelig har jeg leget med tanken om at anmelde det som en arbejdsskade pga. den første skade fra den dag jeg hamrede hånden ind i ruden i Operaen, men-eh...hvorfor skulle det udløse en defekt på venstre hånd? Nej, det kan ikke være derfor.
Måske er det bare et tegn på at jeg ikke er 49 år længere. På en måde er det dybt nedslående at erfare. Omvendt øger den slags begrænsninger glæden og taknemmeligheden ved alle de sanser og funktioner som fortsat fungerer lydefrit, og dermed er en daglig kilde til gode oplevelser.
Ydmyghed, kalder jeg det.
2. jun 2010 15:43
Det mærkelige - og individuelt oplevede - begreb "ydmyghed" er en slags grandfætter til et andet begreb, nemlig "smertegrænse".
Det interessante ved disse to grandfætter-begreber er, at de mødes såvel i fysiske som psykiske rundkørsler på livets vej. Nogle gange er det vanskeligt at komme ind i rundkørslen, andre gange føles det som om, at kørslen bare kører rundt og rundt, indtil åbningen sker til viderebefordring på "rette vej".
"Rette vej" eller lidt mere præcist "tommelfingerregel" er vel, når den individuelle "ydmyghed" og "smertepåvirkningen" interagerer for ofte. Så er tidspunktet inde til en musketéred med en ortopædkirurg ;-).
En forfatter skal nødvendigvis holde sin "manus" funktionsdygtig, så han fortsat kan skrive et manus ;-).
3. jun 2010 01:08
Erik...tak for dine kloge ord og tanker.
En joke, som jeg ofte har praktiseret når jeg har kørt bil med familie og venner, er at tage en eller flere ekstrarunder i rundkørsler. Hihi...ved den tredje rundturs begyndelse går situationen fra ydmyghed til ydmygelse..!
Nå, men du har jo ganske ret i dine betragtninger, og jeg lader heller ikke plagerne plage mig mere og længere end hvad godt er. Jeg vil bare lige give det en chance til stille og roligt at...evaporere?
Jeg er meget betænkelig ved at blive opereret i højre hånds tommelfinger. Risikoen for fejl og/eller eftervirkninger og bivirkninger er små...men...det er v-i-r-k-e-l-i-g en vigtig del af gribeapparatet.
Nå...vi må se ad.
Thumbs up...(AV!) ;-)
3. jun 2010 12:46
Min klaverfinger er p.g.a. computermus blevet til klikfinger (vist noget lignende springfinger) og det er kun grundige stræk-øvelser og massage, som holder det i skak; hvis jeg husker at lade musen ligge, når jeg læser noget spændende, så bliver muskler og led ikke påvirket på den dårlige måde.
Men når man ikke er 64 endnu, så kan man forvente at alting bliver værre inden man skal transporteres af bedemanden.
3. jun 2010 13:04
Donald....klikfinger...jo, mon ikke det er nogenlunde det samme? Skønt ord, for øvrigt. Springfinger minder om 'springfever'. To lidt forskellige ting. Heldigvis er min højre pegefinger, som kan (bemærk 'kan') bruges til den lokkende 'kom-lige-herhen'-bevægelse, endnu ganske symptomfri :-)
Alting bli'r værre...ak ja. Og når man ved det, så er det jo en sjov udfordring at angribe denne præmis. Fra alle sider. Uforfærdet. Hensynsløst. Lige fra fødslen :-)