Smartlog v. II » Beologisk Institut » hendes by
Opret egen blog | Næste blog »

hendes by

2. nov 2010 20:02, Beologen

måske tyve år siden jeg så hende sidst, og hun kan jo være både sød og bedraget i mellemtiden uden jeg ved af det, men nu står jeg i hvert fald på toppen af hendes hjemby, hvor landskabet lige foran mig bølger nedad i et sugende dyb, der ender lisså langt nede som jeg var dengang, selvom det var hjemme i hovedstaden, og måske er hun flyttet tilbage og har to komma syv børn med en stout himmerlænding med det rigtige smid i håret, og han er måske efterhånden dygtigt træt af hende og får ikke længere den samme gamle stikflamme i mellemgulvet ved synet af hendes nærmest naturstridigt velformede barm, som gjorde at jeg dengang glemte vigtige beskeder og rendte panden ind i den ene indre mur efter det andet, og selv nu, hvor mit lange hår fra dengang er borte med blæsten, kan jeg mærke suget efter hende, med stationsbygningen bag mig hvori en kiropraktisk klinik også har til huse, og selvom jeg fik et knæk dengang, så kan man vel ikke manipulere det på plads uden at risikere en blødning som ikke kan stoppes, men jeg kan måske ringe til hende fra ventesalens mønttelefon, som jeg troede var afskaffet, og man kan endda selv vælge sprog ved tryk på en knap, tænk engang, så nu skal jeg bare vælge dialekt og brøstholden tiltaleform, måske bydemåde, men jeg har aldrig sagt hende noget, og den slags piner jo ethvert mundtligt menneske    

Kommentarer

  1. Erik Hulegaard
    3. nov 2010 08:53
    1

    Nu er du jo ikke nogen Aarsunge længere, men et betalende, afklarende og stikflammeløst besøg i folkeregisteret, efterfulgt af den rigtige brystbevarende beslutning, kunne måske sætte et punktum ;-).

  2. Beologen
    3. nov 2010 09:47
    2

    Erik...jeg er jo meget udgiftsopmærksom, og havde en sådan henvendelse været gratis, så-eh...aj, det nytter ikke noget med hende her. Jeg har googlet hende et par gange, men rendte panden mod brystværnet. Og der har aldrig været den ringeste samklang over hendes og mit klokkespil. Slet ikke. Og hun ryger. Bvadr. Men jeg var vild med hende. Det var jeg. Meget. For meget. Og hvad tror du villaen lige foran stationsbygningen hedder?...Villa Alfa. Suk.

Skriv en kommentar