Beologisk Institut

Jeg er på vej. Ikke gravid, lissom i Norge - men på vej til en, der har været gravid. Og jeg skulle egentlig gå hele vejen. Ikke i overført betydning, men helt b-o-g-s-t-a-v-e-l-i-g-t. Vandringsmanden.

På med de varme skibukser og tre lag lange ærmer. Nyt batteri i lommeradioen. Men hvad ER det dog, hende den lækre siger i radioen...snevejr! Den går sgu ikke. Jeg har ikke råd til at blive syg, for jeg får ikke løn under dynen.

Hvad gør man så? Man møder sig selv på halvvejen. Lige nu sidder jeg fx. i en alt for lille luftpudestol på biblioteket i den by, hvor faderen til den lille baby jeg skal besøge, selv voksede op. Dengang jeg var hans far. Det var mig, der stod på balkonen og vinkede til ham, da han for første gang skulle udføre den farefulde bedrift at gå til bageren helt alene. Var han syv år?

Nu er han far til en lille pige, som kun er to uger gammel. Jeg besøget hende og ham og moderen om aftenen samme dag fødslen havde fundet sted. Om morgenen om aftenen...jo, for det var Nytårsaften. Spøjst.

Jeg tog altså toget lidt af vejen, og havde egentlig tænkt mig at stå af på Åmarken, hvortil mit månedskort gælder. Men sneen faldt, og jeg tør sgu ikke. Vil gerne, men jeg bør ikke sjakre med min indtægtsmulighed. Så kunne jeg klippe een gang blåt, og køre ned til Vallensbæk. Fint nok.

Men jeg vil også i Bilka og købe walkingsko med gelé i hælen. Jeg er kommet i den alder, hvor gelé'en gør mest i dem modsatte ende af hvor ham faderen bruger det. Klip en hæl og hug en zone? Nej, jeg tør ikke køre det sidste stop uden zoner nok. Zoneterapi er dyrt hos DSB.

Og det sner.

Altså klipper jeg to gange blåt, og kan dermed både tage E-toget til Ishøj + købe walkingsko i Bilka + køre videre helt til Karlslunde - og så håbe på at snevejret er færdigt. Men når jeg drejer hovedet lige nu, og ser ud af ruden her i Ishøj, så-eh...hmm....

Nå, men der gik jeg så inde i Bilka og ledte efter lige de dér Adidas på tilbud, men de var selvfølgelig udsolgt. KAn jeg mon nå ned i Hundige Bilka og tjekke dér? Ja, det kan jeg...for klippene udløber først 12.45.

Pludselig standser jeg. Hvad er det for en sang, de spiller i kunderadioen? Neal Young's 'Heart of gold'..i original-udgaven! Det havde jeg godt nok ikke troet. Det er næsten frækt. Lisså frækt, som når Claus Hjort siger, at hvis Cavlingpris-vinder Jesper Tynell fra P1's Orientering har ret, så burde han (ministeren) sidde i fængsel nu. Det er hovmodigt, synes jeg.

Samme følelse fik jeg da Solveig Bjørnestad, den erfarne redaktør og vært på DR's 'P1 Business', skulle afslutte radioprogrammet forleden. Hun sagde at hvis nogle skulle spekulere på hvor mange lyttere programmet har, så kunne hun da oplyse at der var 190.000 lyttere i gennemsnit. Det er åbenbart højt, for hun kommenterede straks tallet ved at kalde det 'imponerende'.

Egentlig tror jeg (håber jeg) at hun mener det som en slags ros til lytterne, men som det kom ud til mine ører lød det som den største gang selvros, jeg nogensinde har hørt en DR-vært komme med. Men er der så egentlig noget galt i det? Eller er det fordi jeg ikke er så glad for programmets emne?

Var jeg blevet lisså forarget, hvis det havde været værten i det skønlitterære P1-magasin? Nej, det ville jeg ikke.

Nå...videre!