i det lange løb
19. jan 2010 00:10, Beologenden knaser, gør den, og jeg holder vejret et øjeblik for at finde ud af om det er min nakke eller maskinen foran mig, eller begge dele, og den puster også, lettere anstrengt, hvilket velsagtens også godt kunne være mig, men her er jeg straks mere sikker i min sag, for lungefunktionen har der ikke været noget at udsætte på siden jeg med bundesligahår spænede rundt og rundt og rundt om mosen som syttenårig med den første af alt for mange ulykkelige forelskelser i den usynlige rygsæk som med årene er blevet tungere og tungere, og da man jo ikke standser op bare fordi kalenderen har åndenød får man i tidens løb solide lægmuskler og potente lårbasser, stol på det, men alligevel er jeg i tvivl om hvor længe jeg både kan gå med på den værste og løbe med sludder uden at der ryger et eller andet ledbånd i benene eller i hjertet, hvis det ellers er teknisk muligt, rent bortset fra at det da vist også er en muskel, endda en temmelig vigtig een af slagsen, har jeg ladet mig fortælle, ja, for noget skal jeg jo give mig til når jeg sidder ned
20. jan 2010 14:07
Fra den digitale tilskuerplads spekuleres over, om muskel-refleksionen over makkerparret Led & Lårbasse kan oversættes til "mælkesyre i sjælen" for bogstavsartisten alias blogejeren, der har skiftet frisure fra bundesligahår til eredivisieparyk ;-).
20. jan 2010 15:00
Erik...du behøver ikke spekulere mere. Spekulation er risky business. Du kender mig for godt og ved for meget. Eller...slet de to gange 'for'. Det gælder om at arbejde mælkesyren væk. Jeg læste forresten på et tidspunkt, at det dér med mælkesyre slet ikke passer. At det ikke findes. Det er lissom med sproget og med livet. Now you see me, now you don't. Er det værre at miste end at mangle. Den slags.
PS. Lad de to gange 'for' stå :-)
20. jan 2010 22:15
Man knaser og stønner og der er ligesom noget i syne. Eller syner. Noget synes. Nogen synes at se syner.
21. jan 2010 00:02
Knas og støn = knøs? :-)