recepten
24. okt 2010 11:32, Beologenhavde det så bare været en enlig svale, men det var en sort svane jeg stod med på gaden, og det er jo ikke lige det man forventer at lægen skriver ud, vel, jeg mener, der må da være nogle opskrifter på hvad man må udlevere, i hvert fald mod ledsmerter, bortset fra at der rent faktisk fulgte opskrifter med svanen, uden at det skal blive alt for pyroteknisk, men alligevel, ikke sandt, for jeg ville da også søge læge hvis jeg først havde været en lille slem ælling, kan man sige, men jeg forstår ikke hvorfor jeg skal blandes ind i det på den måde, når det trods alt var mig som havde fået tid fem minutter i tolv hos lægen, som i øvrigt aldrig har kittel på, kommer jeg i tanke om, måske blænder den patienten under synsprøven, hvad ved jeg, men han har vel forsøgt at møde mig på et niveau jeg kan forholde mig til, springfinger eller ej, og måske mener han at det vil være god genoptræning at plukke nogle idéer fra svanen, det er sikkert god latin i hans bog, men foreløbig står den i min fars gamle bogskab, det er jo en fredet fugl, ikke sandt, i hvert fald de knoppede af dem, og han blev trods alt ni-og-halvfems, min farfar altså
24. okt 2010 13:21
De seneste indlæg på Instituttet signalerer en pyroteknisk kavalkade af punktumløse sætninger i en særegen cocktail af dyre- og planteriget, springfinger-konsultationer og naturrefleksioner.
Holder genetikken fra farfar, er læseren med laseragtig skarphed klar over, at der er læææææææææænge til "det endelige punktum".
24. okt 2010 13:42
Erik...jo flere gange jeg bliver bevidst om at du har læst en af de lange linjer, desto mere mod på at skrive 20-30.000 linjer i fremtiden får jeg. Vi er mange, der producerer linjer, og når selv ens læge udgiver romaner, så må en ny form for lægende litteraturvidenskab være blevet skabt.
'Den Sorte Svane' er udkommet på forlaget Oliwill Ltd.