Vi skal en tur under sandet - eller på fransk: Sous le sable

François Ozon's film Under Sandet handler om den midaldrende Marie (Charlotte Rampling), der får vendt op og ned på sit liv da hendes mand gennem 25 år lægger badehåndklædet, går ud i bølgerne og forsvinder mens hun lige blunder en stund i sandet.

Marie nægter at acceptere, at Jean er død. Over for sig selv og sine omgivelser opfører hun sig, som om han stadig er ved hendes side. Og det er også hvad publikum ser, idet filmen fokuserer på Maries oplevelse af situationen. Hun ser ham stadig for sig. Taler til ham.

Filmen var lige kommet til landet, og jeg så den i en lille københavnsk biograf sammen med hende jeg var forelsket i. På det tidspunkt havde vi endnu ikke fundet svar på hvad vi ville og ikke ville (hvis vi ville) og i givet fald hvornår, hvordan, hvorfor og hvor meget. Jeg svævede mellem håb og tvivl.

En meget varm sommerdag inden biografturen tog jeg afsked med hende ved et busstoppested og mente at have hørt et trekvart løfte om at det hele nok skulle gå. Da bussen kørte med hende i bagruden væltede regnen pludselig ned, stærkere end jeg mindedes nogensinde at have oplevet før i København. Jeg ræsede på min cykel gennem den varme tordenbyge hjem til Bispebjerg totalt beruset af forestillingen om en fælles fremtid, og da jeg nåede hjem var jeg vådere end champagne.

Men nu sad jeg så dér ved hendes side i biografmørket og havde det skidt. Jeg var både solgt og klar og moden og på og med, men også bange og tøvende og usikker og genert og skibskatastrofæl. Hun havde endnu ikke tilstået mig sin gunst, som de siger i Gl. Holte. Jeg kunne ane duften fra hendes lange lyse nyvaskede hår. Da hun havde let ved at fryse gemte hun sig under sin egen frakke og min, som jeg selvfølgelig havde stillet til rådighed.

Nå.

I filmen mister kvinden altså sin mand og selv efter det meste af et år kan hun ikke acceptere det, mest fordi mandens lig ikke dukker op, og dermed går der laaang tid før det offentlige vil erklære ham død. Hendes venner og veninder støtter hende meget, og de prøver langsomt at få hende til at "komme videre", ikke på nogen grov eller stødende måde, men fordi de elsker hende og ikke kan holde ud at se hende så ulykkelig.

Hun lader sig langt om længe - meget modvilligt - lokke med til at spise middag med Vincent, en af vennernes kammerater. En date. Stævnemøde. Det er en rigtig charmetrold de prakker hende på, en festlig lille springfyr med konstant afsikret mundspray og kronisk vippende øjenbryn. En selvforelsket fransk hotdog med alt, alt for meget dressing. Hun tager det kun halvt alvorligt, men anerkender at hun efterhånden savner at bliver rørt ved, og hun fantaserer om en masse søgende hænder på sin krop.

Ved min side hører jeg små klukkelyde under frakken, da filmens kvinde spiser middag med Don Dario. Han er krydsning mellem en klokkefrø og en vinkekrabbe, men hun lader ham køre sig hjem i en taxa, tror jeg nok. Enfin. Dér sidder de i bilen, hun med blikket nede og han med blik for hende. Tavshed. Og dér sidder jeg med blikket indad og tusind følelser.

SÅ BLIVER DER ELLERS ACTION PÅ GADEDRENGEN!

Balladebaguetten formelig KASTER sig over hende og SMADRER et kys ind i fjæset på hende og hun vapper ham omgående SÅDAN en lussing, at han ligner en punkteret croissant.

På 10. række, sæde 6 og 8, er der delte meninger...kan man roligt sige. 

Jeg er dybt echaufferet over mandens udfald, mens min sidekvinde morer sig højlydt. Dét kan jeg simpelt hen ikke fatte, for jeg troede ved gud ikke at hun ville bifalde hans "kommunikationsforsøg", og da slet ikke over for en kvinde, der har lidt sådan et tab som Marie. Bejleren oppe på lærredet sunder sig, undskylder mange gange og fortrækker. Hun går op i sin lejlighed.

Der klukkes fortsat til højre for mig. Jeg ulmer, men bare rolig. Det bli'r værre.

Aldrig så snart er Marie kommet op i sin lejlighed, før hun alligevel er i gang med at smage på kysset. Det første kys i over et år. Kysset var nok upassende, men nok ikke ubehageligt som sådan. Hendes fantasier går omgående til angreb og hun mærker for alvor længslen efter at elske med en mand igen. Jeg sidder og sender fordækte mordtrusler op mod lærredet. Hun VOVER at give efter for den slags tølperi! Ja, det er sgu hende jeg er rasende på!

Don Frølår ringer hurtigt til hende igen for at undskylde, men når end ikke at indtale sin besked før hun flår røret af og aftaler en ny tid med ham!

WHAT THE F? Fnis og kluk fra siden. KLIP! - så er de ellers i seng sammen!

Han ligger oven på hende og okser løs, medens hun mærker efter hvad der sker på alle planer. Først prøver hun at give sig hen (og fantasierne prøver at hjælpe hende til at slippe taget i minderne) men pludselig krakelerer hendes forsøg på at være i nuet. Hun begynder at småfnise, og det vokser og vokser medens han okser. Til sidst skraldgriner hun, og han mister lissom modet, ing‘?

Her må jeg lige indskyde en stor kompliment til den franske skuespiller Jaques Nolot, i rollen som sengeokse. Det er fanme ikke nemt at holde masken uden tøj på når man ligger splitterklausjørgen oven på en latterhulkende Charlotte Rampling i evakostume.

"Min" kvinde griner og griner. Hun får varmen og giver mig min frakke tilbage. Jeg synes hele lortet kan rende mig noget så sidelæns. For mig er scenen lisså sjov som et brændende børnehjem. Marie undskylder sig over for den lille freelancepuler, medens hun tørrer lattertårerne væk og forsikrer ham at hverken hans evner eller udstyr fejler noget.

Men, forklarer hun ham, det er første gang i 26 år hun har været i seng med en partner der vejer så lidt, sammenlignet med hendes mand som var ret korpulent (vi i mørket ved at han vejede tre gange så meget). At have sådan en lagenloppe hoppende oven på sig, er mere end hendes endnu ikke helt uforløste sorg kan bære, og hun beklager at måtte stoppe det i øvrigt behagelige samvær.

Jeg er rystet.

Min udkårne har vist mig sider af sin personlighed jeg ikke havde regnet med. Jeg havde troet at hun i langt højere grad ville reagere lissom mig. Men nej. Igen handler det om hvordan man kommunikerer lyst og hensigt, og hvordan man sætter grænser, og hvordan man bygger spænding op med henblik på fælles forløsning.

Jeg glemmer aldrig den film.

Jeg glemmer aldrig lyden af min kvinde og filmens kvinde i fælles latter.

Der kom desværre ikke mere end et behjertet forsøg ud af den tid min veninde og jeg var sammen, men hun var alle de forgæves anstrengelser værd.

Om jeg tør stjæle et kys og leve med en lussing for en tjans som oksefrø?

Lad mig sige det så klart jeg overhovedet formår:

Næppe...

hun prøvede røde kjoler
da
jeg sang viser under loftet
da
stilheden førte os sammen
da
ordet tog det andet med
da
lyset blæste ud i skoven
da
solen og jeg drak ud