Spar Nord sparer på servicen
15. aug 2011 13:57, BeologenMin datter og jeg går ind i Spar Nords eneste filial i København.
Vi vil lige høre lidt om status på hendes bankkonto. En dame, som ser ud som om hun lige har fået nedslående svar på livsvigtige blodprøver, møder os. Det virker ikke som om det redder hendes dag at vi er der.
Det er noget rod at have så sparsom en bank. Men efter nærmest at have tryglet hende om lidt service, så får vi oplysningerne. Et par måneder efter ringer vi og beder om et hævekort, så min datter kan hæve i andre bankers kontantautomater. Det skulle vi nok få.
Tiden gik.
I dag gik jeg så alene ind i den kasseløse filial på Rådhuspladsen. En lidt yngre dame møder mig denne gang. Hun ser ud som om hun lige har hørt i radioen at hendes familie er taget som gidsler i hajfyldt piratvand. Det virker ikke som om jeg i hendes øjne er en rigtig sailor.
Jeg spørger hvorfor kortet ikke er kommet endnu. Hun lader mig stå og blomstre foran hendes bord. Perfekte negle klakker forsigtigt på tastaturet.
Tiden går.
Efter en rum tid siger hun at nu er sagen ordnet. Jeg ser spørgende ud. Jo, nu er der bestilt et kort. Ingen forklaring. Ingen beklagelse. Jeg må selv spørge hvad der gik galt i første omgang. Nå ja, siger hun, den medarbejder jeg havde talt med i telefonen havde vist glemt at bestille det.
Javel så.
Jeg tvivler på at det kort får særlig lang levetid.

15. aug 2011 14:37
Bankverden kan i disse tider opleves som et hajfyldt piratvand(vid). Hysteriske aktier, der reducerer Bakkens rutschebane til en tur i en veteranbil. Og indimellem også glædesløse bankfunktionærer, hvis skuldervat pludselig kan mærke et fyringsprik. Nogle banker er sågar pengeløse og skulle man få lyst til et rask hold-up med medbragt vandpistol af større kaliber, bliver pengesedlerne oversprøjtet med rød farve.
Intet er som i gamle dage, hvor bankfuldmægtige med knækflip og kridhvide manchetter kærtegnede ens bankbog og beregnede pro anno renten i et sindrigt tempo.
Om Beologines nye kort får lang levetid, vides ej. Derimod håber jeg, at dagens fødselar alias Beologen alias Bent Otto Hansen får det!
15. aug 2011 14:53
Erik...endnu en formfuldendt kommentar/analyse. Tak for den, og især for den sidste del :-)
15. aug 2011 16:12
Det er trist at blive behandlet, som om man glemte at tørre fødderne på måtten, men det må også være traumatisk at arbejde i en kasseløs filial - lidt som at være brødløs bagerjomfru.
15. aug 2011 16:24
Eric...hahahahahaah, tror du det har indflydelse på bankofolkene? Ja, det kan da godt være. Hihi. Jeg ville ellers tro at de var glade for at røverne ikke gider besøge dem?
15. aug 2011 16:33
@Beo, jeg søger blot en undskyldende forklaring. Det ville være så trist, hvis hun ikke er en dum mokke som RESULTAT af noget.
15. aug 2011 16:52
Hehe, Eric. Og der er jo rent faktisk tale om to forskellige kvindelige mocca-mostre, eller hvad du kalder dem. Plus den mand, som ikke lige "gad" ekspedere telefonhenvendelsen. Suk.
16. aug 2011 07:06
Yeps vi kan godt forberede os på, at banksektoren i fremtiden vil have forringet service og stigende gebyrer.
Sommerhilsen
Henrik
http://iphonereparationkøbenhavn.dk/
16. aug 2011 08:44
Henrik...alle mine spamalarmer hyler og skriger, men du får en chance til, fordi solen er så glad i dag i hovedstaden. Næste gang skal der mere kakaobønne i den chokomousse, at du ved det.
16. aug 2011 10:34
I går kunne man igen læse blandt nyhederne, at danskerne er alt for loyale over for deres bank. De bliver i den bank, de får i konfirmationsgavemedgift eller noget. Ovenstående er vel et godt eksempel på, at det er på tide at skifte bank - i tide... ;)
16. aug 2011 10:56
Capac...jeps, det så jeg godt og hørte i radioen. Jeg lover dig, at Spar Nord er fortid i min og min datters nærhed så snart som muligt.