Tillidsprøver
2. aug 2011 17:47, BeologenMødet. Jeg cykler på en asfalteret sti et sted mellem Gl. Køge Landevej og Ishøj Havn. Imod mig kommer en gruppe ældre mennesker på hver deres solide cykel. Alle bærer cykelhjelm. De er på en fællestur og ser ud som om de har det hyggeligt sammen. Tempoet er efterlønshyggeligt. Vejret perfekt sommerligt. En af deltagerne, en nydelig Hr. Gråskæg, befinder sig så langt ovre i min køreside, at hvis både han og jeg fortsætter uden at ændre kurs, så støder vi sammen. Mit tempo er bestemt også til at have med at gøre. Han hyggesludrer med sin kvindelige gruppekollega på midten af denne cykelsti, hvor man gerne må køre i begge retninger. Manden har fået øje på mig, men ser ikke ud til at gøre nogle anstalter for at lade mig komme forbi. Hele stiens bredde er fyldt med denne seniorgruppe. Jeg bliver en smule småsur og begynder langsomt at ændre kurs, så jeg vil ramme ham midtskibs, hvis en kollision er uundgåelig. Han taler videre, men undrer sig lidt over min kursændring. Afstanden mellem os mindskes, og først nu fatter han at jeg ikke har tænkt mig at køre ud i græsset. At jeg har tænkt mig fortsat at bruge cykelstien. I sidste sekund flytter han cyklen så meget, at jeg lige netop kan komme forbi. Da jeg passerer ham taler jeg direkte ind i hans ansigt i en overdrevent børnehavepædagogisk tone: "DET var flooooot!" Hans guldmund står helt åben, måske i måbende foragt for min mangel på respekt for ældre medborgere.
Kassen. Jeg går ind i en over 90 meter lang trækasse. Der er valgfri indgang fra begge ender. Indenfor er lyset lisså stærkt som sollyset udenfor den kunstfærdige bygning som kassen står i, men jeg kan ikke se noget som andet end lys. Luften er fyldt med en kunstigt fremstillet tåge. Det er nu meningen, eller tilbuddet er, at jeg kan gå gennem denne farvebelyste tåge til den anden ende af langkassen. Som en slags blind passager. Det er kunst, det her, og det virker. Jeg leder efter et holdepunkt og finder til min store lettelse en væg. Det er utrygt og pissemodbydeligt at være berøvet orienteringsevnen. Efter et minuts ventetid forstår jeg at tågen ikke vil lette. Meningen er vel at jeg skal føle mig frem. Tage chancen. Opleve ved hjælp af skærpede sanser som jeg ikke bruger så ofte i dagligdagen. Jeg er helt med på konceptet, og hvis jeg havde hat på ville jeg tage den af i respekt. Det er stærke sager, det her, og burde være lige ud af min allé. Men nej. Jeg går ud igen. Tanken om at skulle møde andre museumsgæster undervejs i tågekanalen huer mig ikke. Jeg opdager, at jeg ikke har tillid til at dem, jeg måske vil møde. Stoler ikke på at de vil være lige så forsigtige som mig. Fnisende useriøse unge i flok? Angstramte kvinder? Min mavefornemmelse er ikke i tvivl. Hellere være sikker, selv om jeg måske går glip af en stor oplevelse. Er det sådan jeg er i 2011? Ja, det er det så. Det er god kunst at teste min selvopfattelse på den måde. Tak, Olafur. Tak Arken.
2. aug 2011 19:22
ad. Mødet:
Der findes et bestemt segment af personer i trafikken, som jeg kalder "besiddere". De findes i form af unge mødre med frugtvogne (barnevogne) ved siden af hinanden på hele fortovets bredde, de findes i form af især ældre, særdeles velplostrede tyrkiske kvinder med samme fortovsattituder. Og naturligvis findes de også i forskellige forklædninger og etniciteter på såvel cykelstier som kørebaner. "Efterlønshyggeligt" forstås, men dækker ikke helt disse "besiddere".
ad. Kassen:
Det meteorologiske fænomen "tåge" har altid fascineret mig. Og ganske rigtigt, når gåture (ikke bilture fy føj!) pludselig har visualiseret en "ny blind passager", opleves nyt. - Måske skulle du teste samme hr. Eliassons regnbue, når dine artistiske forretninger igen fører dig til Aros. ;-)
2. aug 2011 19:52
Erik...det var et spøjst møde med den nydelige mand. Han hyggede sig nok så meget som en del af gruppen, af han ikke følte det som sit ansvar at tage hensyn til enkeltpersoner, der tilfældigvis kom forbi. Det provokerede mig, at han åbenlyst tog den plads på den yderste del af stien, for at have en optimal position i forhold til den kvinde han talte sammen med. Som en sardinflok i havet, der bruger den samlede mængde krop som den enkeltes beskyttelse. Jeg kunne jo sagtens have kørt ud i græsset og tilbage på stien. Jeg blev vel bare pissejaloux på ham og gruppen. At de havde det så hyggeligt.
Jeg lover dig, at den tåge i den kasse er en ganske særlig blindsuppe. Og jeg stod virkelig og tingede med mig selv om jeg nu ikke burde give mig selv den oplevelse: at gøre noget, der føles meget usikkert. 90 meter i tåget lys, spærret inde i kunstkassen. Havde jeg været sammen med nogen, så havde jeg turdet (tror jeg). Det skulle jo nødigt hedde sig. Men jeg turde ikke, da jeg stod indenfor døren. Jeg har ikke lyst til at forstuve håndledet, fordi nogen kommer stormende. Nå ja, så kunne jeg jo bruge stemmen. Sige...'hej, pas lige på! Jeg er her'.
Det var en meget stærk udfordring, som jeg meget kan anbefale. I øvrigt var de andre værker på Arken meget nydsomme, må jeg sige. Jeg drak en kop kaffe i caféen og læste lidt i den Nesbog, som jeg snart skal indlæse. Der stod: "En digter havde skrevet at efter den store kærlighed kommer de små."
Oh yes.