Ude i virkeligheden
12. aug 2011 10:49, BeologenSå sluttede tredje sæson af tv-dramaserien 'In Treatment'.
Hovedpersonen, den 57-årige psykolog Dr. Paul Weston gik ud i livet for at få lidt has på sine definitioner af virkelighed og relationer.
Weston - fremragende spillet af Gabriel Byrne - kan ikke længere adskille virkeligheden i det terapeutiske rum og privatlivet. De følelser som helst skal opstå mellem terapeuten og klienten, kan han ikke mestre længere. Hverken som terapeut eller klient.
Hans egen terapeut, den smukke unge Adele (Amy Ryan) nærmest trygler ham om at blive i terapien, for hans egen videre udviklings skyld.
Men Paul nægter. Han er forelsket i Adele, og han orker ikke at udforske valøren af disse følelser. Ikke i terapi. Skal de mødes igen, skal det være i en privat relation. Det er hun tilsyneladende ikke til sinds at gå med på.
I sidste scene går han afsted på fortovet blandt menneskemængden i New York. Han har en ret smart jakke på, der får ham til at se yngre ud.
Jeg har været meget glad for denne serie. Måske skulle jeg gå i noget mere terapi. Eller bedre...(gulp)...leve noget mere liv. Vove noget. Satse lidt vildere. Investere mere.
Fiktive, men realistiske, Weston har en lang, lang uddannelse bag sig og har arbejdet i 30 år i det fag, han ønskede at virke i. Nu ved han ikke hvad han vil lave. Jeg har ingen uddannelse og er meget sårbar overfor forandringer i min arbejdssituation. Bliver jeg syg, har jeg ingen pension og må gå direkte på kontanthjælp.
Der er Weston lidt bedre stillet. Har råd til at drive rundt uden anker. Men okay. Han er fiktion. Jeg er virkelig. Det håber jeg da. Vi må se ad.

12. aug 2011 11:43
Det bekræftes hermed, at DU er virkelighed! - Derimod kan jeg ikke be-/afkræfte dine vurderinger af "In Treatment", eftersom jeg ikke har set serien.
Men årsagen til kommentaren er min mangeårige forundring over irsk filmkunst. Her forstået ved den helt skæve personsammensætning med det mandlige køn i forreste række:
Gabriel Byrne - Liam Neeson - Richard Harris - Peter O´Toole - Stephen Rea - Colin Farell osv. - men ingen kendte kvinder og dog....hun er på vej. Hun fyldte 50 år i foråret - hun er underskøn, hamrende fyldt af talent i forskelligartede roller. Hendes navn er Orla Brady.
12. aug 2011 12:13
Orla?? Næ, nu be'r jeg dig, Erik. Hvad bliver det næste? ARLA??